11.000 familier risikerer tvangsflytning

Statsmagten tager over, hvis boligselskaberne ikke selv kan beslutte, hvem der skal smides ud af lejlighederne i de mest belastede ghettoområder, forklarer boligminister Ole Birk Olesen (LA)

Staten er klar til at smide tusindvis af familier ud af deres lejligheder, hvis boligselskaberne ikke gør det. Også de familier, som arbejder og intet forkert har gjort. Formålet er blandt andet, at deres boliger skal sælges som ejerlejligheder, så færre bor i såkaldte 'almene familieboliger' i de hårdeste ghettoer. Optagelsen her er fra regeringens medieevent torsdag. På grund af terrorfrygt var der udkommanderet svært bevæbnet politi i Mjølnerparken.

Regeringen er klar til at tvangsflytte titusindvis af beboere, som lever i landets mest belastede boligområder.

Det fremgår af regeringens ghettoplan, som blev fremlagt torsdag under stor ståhej i Mjølnerparken.

I planen, 'Ét Danmark uden parallelsamfund' sætter regeringen navne på de 16 'hårdeste ghetto-områder', hvor der i dag bor 46.000 personer.

Senest i 2030 må andelen af såkaldte 'almene familieboliger' højst udgøre 40 procent i disse særligt hårde ghettoområder.

Altså belastede bydele som eksempelvis Mjølnerparken, Tingbjerg, Vollsmose og Gellerupparken.

Det betyder, at op mod 11.000 familier risikerer at blive opsagt og tvangsflyttet, oplyser Transport-, Bygnings-og Boligministeriet.

Boligorganisationerne har - når loven er vedtaget - seks måneder til at fremlægge en plan for, hvordan andelen af 'almene familieboliger' skal være bragt ned på 40 procent i 2030.

Staten overtager
Andelen kan nogle steder bl. a. nedbringes ved at bygge nye ejer-, andels-, ældre- eller ungdomsboliger på friarealer.

Men tusindvis af beboere vil blive tvangsflyttet. Deres boliger skal derefter sælges som andels- eller ejerlejligheder - eller bygges om til ældre- eller ungdomsboliger.

- Hvis der er boligområder, der ikke kan eller vil gøre det her, så tager staten over. Beboerne får en opsigelse og et tilbud om genhusning, forklarer boligminister Ole Birk Olesen (LA).

Han vurderer, at nogle kommuner har så store ghettoområder, at de opsagte beboere kan være nødt til at flytte til en anden kommune.

Formanden for Lejerbo i København, Jan Hyttel, ser positivt på regeringens forslag om reduktion af almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder, så maksimalt 40 procent af beboerne i 2030 bor i almene familieboliger. Mjølnerparken er en del af Lejerbo.

- Det falder fuldstændig i tråd med det, som vi mener i Lejerbo i København. Vi vil meget gerne have solgt nogle af boligerne fra, så der kommer til at bo nogle andre mennesker. Vi er allerede ved at lave ungdomsboliger i Mjølnerparken og bygger attraktive taglejligheder på de eksisterende bygninger. Så regeringens forslag understøtter meget af det, som vi allerede er i gang med at lave, siger Jan Hyttel.

En meget farlig vej
Forslaget får til gengæld ikke opbakning fra formanden for den lokale afdelingsbestyrelse i Mjølnerparken, Mohammad Aslam.

- De vil tvangsudrense tusindvis af mennesker i nogle af vores boligområder. Så nu ved beboerne ikke, hvornår de får en hilsen fra Lars Løkke via boligselskabet, om at deres lejemål er sagt op. At de skal flytte. Men hvor skal de flytte hen … ind i Statsministeriet? Lejlighederne i de almene boligselskaber har jo mange steder lange ventelister. De står jo ikke tomme. Nogle steder er der ventelister på 10, 15, 20 - ja helt op til 30 år, siger Mohammad Aslam. (artiklen fortsætter under billedet)

Mohammed Aslam (i midten) og beboerbestyrelsen havde også indkaldt til pressemøde torsdag. Han mener, at regeringen helt unødvendigt pisker en stemning op. Foto: Jonas Olufson
Mohammed Aslam (i midten) og beboerbestyrelsen havde også indkaldt til pressemøde torsdag. Han mener, at regeringen helt unødvendigt pisker en stemning op. Foto: Jonas Olufson
 

Afdelingsformanden er samtidig stærkt kritisk overfor et andet element i planen. Nemlig at folk på kontanthjælp bliver skåret i ydelse, hvis de flytter ind i et af de 16 hårdeste ghetto-områder.

- Hvis vi kommer på kontanthjælp – gud forbyde det – og har brug for en lejlighed, så skal vi trækkes 6000 kroner om måneden, hvis vi kan få lejligheden i Mjølnerparken, Vollsmose eller Gellerupparken. I grundloven står, at alle er lige for loven – men det er vi ikke, hvis vi bor et bestemt sted. Det er en meget farlig vej. Hvad kan de ikke finde på næste gang, siger Mohammad Aslam.

Der bor godt en million mennesker i hele den almene sektor. Heraf bor godt 120.000 i de 57 udsatte boligområder. Knap 61.000 lever i det som betegnes som ghettoer - og af dem bor 46.000 i de 'hårdeste ghettoer', viser regeringens opgørelse.
Der bor godt en million mennesker i hele den almene sektor. Heraf bor godt 120.000 i de 57 udsatte boligområder. Knap 61.000 lever i det som betegnes som ghettoer - og af dem bor 46.000 i de 'hårdeste ghettoer', viser regeringens opgørelse.
 

 

Regeringen præsenterer 'Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030' i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Foto: Jonas Olufson. Dansk politik - 1. mar. 2018 - kl. 15:01 Overblik: Sådan vil Løkke udrydde ghettoer

546 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere