15-20 mænd trænger ind på muslimsk friskole: Vrede fædre smider skoleleder ud

En lærer måtte flygte ud ad et vindue, forklarer skoleleder på Indre Nørrebro, der selv blev truet til at udlevere sine nøgler og smidt ud af sit kontor

- Jeg fik at vide, at vi kan gøre det på den nemme eller hårde måde, forklarer Michael Gravesen om episoden, hvor fædre til tidligere elever mødte op med uniformerede vagter og smed ham ud. Foto: Henning Hjorth
- Jeg fik at vide, at vi kan gøre det på den nemme eller hårde måde, forklarer Michael Gravesen om episoden, hvor fædre til tidligere elever mødte op med uniformerede vagter og smed ham ud. Foto: Henning Hjorth

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Fredag eftermiddag trængte 15-20 mænd – nogle af dem i sorte uniformer – ind på den muslimske friskole, DIA Privatskole, på Nørrebro, hvor de tog nøglerne fra skoleleder Michael Gravesen og smed ham ud fra hans eget kontor.

En lærer, som befandt sig på kontoret, følte sig så truet, at han flygtede ud ad et vindue, fortæller Michael Gravesen, der tirsdag valgte at holde skolen lukket.

Ifølge skolelederen var der blandt andet tale om tre muslimske fædre til tidligere elever. En af dem var skolens tidligere bestyrelsesformand, Mohammed Errifi. De tre fædre var flankeret af en stor gruppe ukendte mænd. Nogle af dem var iført sorte uniformer fra et vagtselskab.

- Pludselig stod der 15-20 mænd. De ville overtage skolen. De forlangte, at jeg skulle gå - og sagde, at jeg var fyret. Men det kan de jo ikke. Jeg er ansat af bestyrelsen, siger Michael Gravesen.

- Så sagde de samtidig, at jeg skulle aflevere mine nøgler. Dem ville jeg ikke aflevere. Jeg får så at vide, at vi kan gøre det på den nemme eller hårde måde. Samtidig bad jeg om lov til at lukke min computer ned, men det måtte jeg ikke, siger han, der har beskrevet hændelsen på DIA Privatskoles hjemmeside.

Misbrugte computer
Michael Gravesen fortæller, at mændene fra den åbne computer har udsendt mail i hans navn - og at der blev sendt besked ud om et møde på skolen samme aften, hvilket på ingen måde var aftalt med hverken skolens bestyrelse eller skolelederen.

- Hvad mente de med den hårde måde?

- Jeg opfattede det som en trussel om, at der ville ske noget, hvis jeg ikke gjorde, som de sagde. Jeg blev nødt til at aflevere nøglerne. Så nu har vi udskiftet hovednøglen, forklarer Michael Gravesen, der tiltrådte som ny skoleleder i august sidste år. (artiklen fortsætter under billedet)

Skolelederen foran DIA Privatskole på Indre Nørrebro. Den er blevet centrum for en magtkamp, hvor muslimske fædre til tidligere elever vil overtage magten. Foto: Henning Hjorth
Skolelederen foran DIA Privatskole på Indre Nørrebro. Den er blevet centrum for en magtkamp, hvor muslimske fædre til tidligere elever vil overtage magten. Foto: Henning Hjorth
 

Ifølge skolelederen har mindst to af mændene fået bortvist deres børn, fordi forældrene modarbejdede skolen – og de har altså ikke længere noget at gøre på DIA Privatskole.

- De har fået de chancer, de skulle have. Men de har modarbejdet skolen. På et tidspunkt er det farvel og tak. Desværre er det sådan, at når man siger farvel og tak til forældrene på en friskole, så siger man også farvel til eleverne, forklarer Michael Gravesen.

Forældre er nogle bøller
- Der er simpelthen nogle forældre, som er nogle bøller. De er sure over, at de ikke har magten på skolen. Men de har fået at vide, at det her er Danmark - og at de bare kan holde sig væk. Når de oven i købet begår forbrydelser og bryder ind på skolen. Så kan man jo ikke snakke med sådan nogle folk.

- Vi overholder friskoleloven og de regler, som er forbundet med loven. Det bliver vi ved med -  og det er de åbenbart utilfredse med. Men det vil vi ikke finde os i, så de må finde en anden skole at lave ballade på, siger Michael Gravesen.

Meldt til politiet
Efter han var blevet smidt ud ad sit eget kontor, tilkaldte skolelederen politiet, som måtte eskortere ham forbi den truende flok mænd, som nægtede at forlade skolen. Sagen er nu, ifølge skolelederen, meldt til både politiet og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Men balladen sluttede ikke fredag, forklarer Michael Gravesen:

- Mandag mødte nogle af de her tidligere forældre plus en masse andre mennesker op. De stillede sig foran skolen og teede sig. De skaber panik og har sikkert slet ikke noget med skolen at gøre. Jeg har aftalt med politiet, at de skal sikre, at kun elever og ansatte kommer ind på skolen.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den tidligere bestyrelsesformand, Mohammed Errifi og andre af de tilstedeværende mænd.

Det har heller ikke været muligt at få et interview med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Men i en mail skriver Undervisningsministeriets presseafdeling:

'Styrelsen for Undervisning og Kvalitet oplyser, at skolen er i tilsyn, og at styrelsen er bekendt med de aktuelle forhold på skolen, som indgår i styrelsens tilsyn'.

Forbløffet friskoleformand: Aldrig hørt noget lignende

- Det ville svare til at nogen gik ind i dit private hjem, fastslår Peter Bendix Pedersen. Foto: Dansk Friskoleforening
- Det ville svare til at nogen gik ind i dit private hjem, fastslår Peter Bendix Pedersen. Foto: Dansk Friskoleforening
 

Hos Dansk Friskoleforening tager man skarpt afstand fra episoden.

- Det lyder alvorligt og dramatisk, at (tidligere, red.) forældre går ind på en skole på den måde. Det ville svare til, at nogen gik ind i dit private hjem. Hele friskoletraditionen hviler på, at forældrene har retten til at vælge en skole til deres børns undervisning. Men så tages beslutningerne om vedtægter og andre forhold demokratisk på en generalforsamling, siger formand Peter Bendix Pedersen.

Han er bekymret over, at skolens børn bliver taget som gidsler i de voksnes konflikter.

- Jeg har været bekendt med, at skolens bestyrelse det sidste halve eller trekvarte år har arbejdet med skolens vedtægter. Man ville, så vidt jeg ved, gerne modernisere og opjustere dem. Og skolen fik en ny skoleleder i sommer, forklarer han og understreger, at den slags kan give anledning til, at forældrekredsen kommer på kant med hinanden

- Det er min fornemmelse, at de været det. Men jeg har ikke tidligere hørt om så dramatiske tiltag, at man går ind på skolen og siger; ud med dig skoleleder.

- Det er sådan set ham der i forening med formanden tegner skolen. Jeg har ikke tidligere hørt om noget lignende. Jeg har før hørt om, at bølgerne kan gå højt. Men ikke på denne måde, og det tager jeg skarpt afstand fra, fastslår Peter Bendix Pedersen.

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

1 af 3 Mandag morgen dukkede en gruppe utilfredse forældre op foran skolen, der ligger tæt på Skt. Hans Torv på Nørrebro i København. Privatfoto
2 af 3 Fredag eftermiddag blev skoleleder Michael Gravesen truet på sit kontor. Mandag morgen var de utilfredse forældre tilbage foran skolen. Foto: Henning Hjorth/privatfoto
3 af 3 - Jeg fik at vide, at vi kan gøre det på den nemme eller hårde måde, forklarer Michael Gravesen om episoden, hvor fædre til tidligere elever mødte op med uniformerede vagter og smed ham ud. Foto: Henning Hjorth
930 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen