30-årige Jasmine blev kaldt 'tæve': Fik peptalk i lukket kvindenetværk

#metoo i Socialdemokratiet: En gruppe kvinder vil gøre op med den mandsdominerede kultur i det gamle parti. I et lukket forum på Facebook hjælper de hinanden med alt fra kombliceret kamp om ben og poster til nu også elektronisk sexchikane

Jasmine Søgaard er en af mange socialdemokratiske kvinder, der finder opbakning i Helga-netværket. Foto: Privat
Jasmine Søgaard er en af mange socialdemokratiske kvinder, der finder opbakning i Helga-netværket. Foto: Privat

Hvad der startede som en samtale 14 dage tidligere om politik og valgkampsfif mellem to partifæller udviklede sig en dag i december til verbal tilsvining.

Jasmine Søgaard sad til socialdemokratisk konference om flygtninge, da beskederne fra den socialdemokratiske vælgerfavorit Thomas Hav får den 30-årge kvindes mobiltelefon til at gløde.

Hun har aldrig hverken før eller siden mødt den nordjyske politiker i virkelighedens verden. Alligevel bombarderer han hende med skidtsnak.

- Beskederne bliver ved med at tikke i igennem en hel dag. Han skriver, 'skriv til mig, at du gerne vil være min tæve' og han skriver; 'jeg sender 10.000', forklarer Jasmine Søgaard, der fremlægger beskederne som dokumentation på regionsmedlemmets opførsel.

- Jeg bliver vred, husker hun i dag.

300 kvinder
Men allerede samme dag råber aarhusianeren, der er en ny deltager i partiapparatet, vagt i gevær i det lukkede Facebook-kvindenetværk for socialdemokratiske kvinder Helga-netværket.

Netværket med 300 medlemmer blev stiftet for et års tid siden i et forsøg på at få flere kvinder til at gå ind i politik. Kvinderne giver hinanden gode råd og opbakning. Emnerne gælder alt fra kommunale konstitueringer, over vælgeroptimering til altså nu også opbakning til en kvindelig politiker udsat for sexisme.

Samtalen mellem Jasmine Søgaard og Thomas Hav. Foto: Skærmbillede/Messenger
Samtalen mellem Jasmine Søgaard og Thomas Hav. Foto: Skærmbillede/Messenger
 

- Jeg er paf. Så går jeg ind på Helga-netværket. Jeg holder ham anonym. Jeg skriver, 'hjælp, en af vores folkevalgte skriver til mig, at jeg er en tæve. Om en anden kvinde - som ønsker at være anonym - skriver han, at hun er en husfisse.

- Så er der rigtig mange kvinder, der skriver til mig, at det skal jeg slet ikke finde mig i, og at jeg skal henvende mig til partisekretæren. Det gør jeg så.

- Jeg møder partisekretær Jan Juul Christensen ude i foyeren. Så viser jeg ham beskederne. Han er chokeret og tager sagen op med det samme. Han sagde straks, at den slags omgangstone kan vi ikke acceptere. Det harmonerer ikke med socialdemokratiske værdier, fortæller Jasmine Søgaard om begivenhederne den dag i december.

Dråben
Til hverdag arbejder Jasmine Søgaard som gymnasielærer i Aarhus, hvor hun bor sammen med sin ægtemand og to børn. Hun overvejer at stille op til Europa-Parlamentet ved valget i 2019. Og det var derfor hun var interesseret i at tale med Thomas Hav. Han var ved regionsvalget 21. november en særdeles dygtig stemmehøster. Med næsten 4000 personlige stemmer kunne kun regionsformand Ulla Astman tiltrække flere krydser. I dag ligger hans politiske karriere i ruiner. Hans nye titlel lyder løsgænger og fremtiden virker uvis.

Jasmine Søgaard bedyrer, at episoden for under en måned siden ikke skal få lov at påvirke hendes beslutning om, hvorvidt hun søger opstilling til Europa-Parlamentet ved efterårets socialdemokratiske kongres.

Socialdemokraten havde overvejet at stå frem tidligere og fortælle om sin oplevelse, men det var først, da hun læste et interview i Ekstra Bladet med Thomas Hav, at hun endeligt valgte at stå frem.

- Han skulle ikke have lov at sige de ting uanfægtet, konstaterer hun.

Oprør i mandeklubben

Gladsaxe-socialdemokraten Katrine Skov startede Helga-netværket, som en reaktion på, at mænd udgør et dominerende flertal af Socialdemokratiets medlemmer og folkevalgte.

- Det er en barsk virkelighed på mange måder, konstaterer hun. Nogen steder er miljøet decideret sexistisk.

Et godt eksempel er 23-årige Sonja Marie Jensen fra Nyborg, som i efteråret fik Helga-prisen for sit mod til at stå frem og fortælle om røvklask og tilsvininger i byrådet.

Som en del af netværket skriver de politiske aktive kvinder sammen i et lukket netværk på Facebook. Kun enkelte mænd er blevet lukket ind.

Lukketheden skyldes kvindernes behov for at kunne 'tale frit', som Katrine Skov formulerer det.

- Katrine Skov, hvad har du egentlig selv oplevet?

- Man oplever, at de siger, at man har en god røv. Det der med at kalde én 'hej smukke' - fint nok. Det er en del af gamet.

- Men det kommer meget an på situationen. Når jeg tænker nærmere over det, så er det faktisk ikke noget jeg ønsker. Det er ikke noget, vi bliver spurgt om os kvinder. Det sker jo bare.

Partiet giver os ret
- Er Socialdemokratiet med dets lange historie særligt mandsdomineret?

- Du kan jo kikke på vores ligestillingsregnskab. 60-70 procent af medlemmerne er mænd. 70 procent af vælgerforeningsformændene er mænd. Over 60 procent af kredsformændene er mænd. Vores tal for kvinder efter kommunalvalget lyder på 32-33 procent. Så vi ligger gennemsnitligt, men vi er heller ikke over. Det er ikke noget, man har haft fokus på.

- Det nye er, at vi med Helga-netværket får mulighed for at lave en strategi for at skabe mere ligestilling og mangfoldighed i vores parti.

- Så partiet ved, at der er et problem?

- Ja. Det blev sagt på kongressen, at det vil man arbejde videre med. Vi er nu inviteret ind som en partner.

- Så du hilser #metoo-bølgen velkommen?

- Det tror jeg, de fleste kvinder gør. Hos os er Sonja foregangskvinden. Nu får hun rigtig meget opbakning. Også fra dem, som gjorde de ting i sin tid.

Vi er bagefter
- Alene i 2017 har der været to episoder i Socialdemokratiet af sexchikane. Er det toppen af isbjerget, vi ser?

- Du kan da se, hvor lidt der er sket i Danmark på den konto. I Sverige har det været et kæmpe emne. Vi stiftede det her for at sætte ligestilling på dagsordenen, fordi vi er så langt bagefter i Danmark.

- Du taler med kvinder i Socialdemokratiet, sker der flere ting, som ikke kommer frem?

- Jeg har ikke så meget lyst til at svare lige på det spørgsmål. Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er en barsk virkelighed på mange måder, konstaterer Katrine Skov.

Helga-netværket er opkaldt efter socialdemokraten og fagforeningskvinden Helga Larsen, der gik bort i 1947.

Thomas Hav om sit exit: Udelukkende politik

- Jeg kan forstå, at et mæglingsudvalg har forsøgt at få dig til melde dig ud af partiet?

- Ved du hvad, mæglingsudvalg de kommer rigtig mange forskellige steder. Det er ikke et udvalg som er mega, mega nyt, at de kommer rundt. De kommer rigtig meget rundt her i Nordjylland. Vi er et stort parti med mange forskellige mennesker og holdninger.

- Fair nok, men er det rigtigt, at der er indløbet en klage efter din samtale med en kvinde?

- Det her er udelukkede et spørgsmål om mine poster, hvorhenne jeg skulle være fremadrettet. Når vi har mødtes i gruppen, så har det været et spørsgsmål om at forhandle, hvordan kunne vi fordele arbejdet bedst muligt. Hvis nogen har haft en anden tilgang, så står det for deres regning.

- Men har du ikke fået at vide, at der er kommet en klage fra en kvinde over jeres samtale?

- Jeg er løbende blevet orienteret om rigtig mange forskellige ting.

- Der bliver skrevet rigtig mange ting frem og tilbage. Jeg har hele tiden gået til vores møder sådan, at det er et spørgsmål om det politiske indhold.

- Du taler udenom. Mogens Nørgaard siger, at gruppen i regionsrådet gerne ville have at du trak dig fra regionsrådet. Har de ikke fået fortalt dig det tydeligt nok?

- Jeg har aldrig nogensinde haft intentioner om at trække mig fra noget på nogen måder. Men jeg er enig i, at nogen gange kan man føle sig så overset i gruppen, at man tænker, det er ikke det her, mine vælgere har bedt mig om. De har bedt mig om at få maksimal indflydelse. Det forsøger jeg så på en anden måde.

- Men der er en sag, som ifølge gruppeformanden har fået gruppen til at sige til dig, at de gerne ville have, at du trak dig fra regionsrådet.

- Det skal jeg ikke kloge mig i, hvad andres motiver har været til de møder, der blev holdt. Jeg er gået til de møder udelukkende på baggrund af den politiske indflydelse efterfølgende.

- De faktuelle ting som gruppeformanden siger, nemlig at der har været en klage, der har været mæglingsmøde og gruppen har ønsket at du forlod regionsrådet. Bestrider du dem?

- Jeg har hele tiden forholdt mig til, at det her er politiske spørgsmål om, hvordan indflydelsen hænger sammen. Hvad Mogens siger og synes, må stå for hans regning. Det gider jeg ikke kommentere på, siger Thomas Hav.

- Skal jeg forstå det sådan, at du har haft en samtale...

- Jeg taler med rigtig mange. Også med kvinder. Så taler jeg med dem. Sådan er det. Men det her er udelukkende politik. Sådan er det for mit vedkommende.

- Der står lige nu to meget forskellige udlægninger af, hvorfor du har meldt dig ud. Det må være et spørgsmål om to forskellige opfattelser af virkeligheden, eller hvordan?

- Jeg synes, du skal tænke dig meget, meget grundigt om, hvad du forsøger at udstille mig som. Det skal du tænke en lille smule over.

- Men det er jo derfor jeg ringer til dig. Men det er lidt svært, når du ikke vil forholde sig til de ting, som bliver sagt. Er det løgn, hvad gruppeformanden siger, at du er blevet bedt om at melde dig ud af regionsrådet. Eller er det rigtigt?

- Jeg har selv truffet beslutningen. Den ligger 100 procent hos mig.

- Jeg spørger om forløbet, inden du træffer den beslutning.

- Det har været overvejelser i mit hoved længe. Hvordan kunne jeg få maksimal indflydelse.

- Jeg håber, du vinkler det her med, at det udelukkende er et spørgsmål om politik. Så vil jeg blæse på, at sensationen ikke er helt så stor. Det vil klæde dig.

- Derfor forsøger jeg at spørge dig ind til, hvad der er sket faktuelt?

- Det, som der er sket faktuelt, er, at jeg har meldt mig ud af partiet for at søge maksimal indflydelse en anden vej rundt. Så må det stå for Mogens regning, hvad han synes.

- Men Mogens Nørgaard fortæller jo om nogle begivenheder, som er sket. Ikke noget, der er hans mening. Han forklarer, at der i december indløber en klage over din samtale med en partikollega. Jeg spørger dig, hvornår får du besked om, at der er kommet en klage?

- Det vil jeg ikke engang forholde mig til. Det er ikke derfor, jeg gør det, jeg gør nu. Det er overhovedet ikke i den sammenhæng. Jeg vil ikke kommentere på noget, som jeg ikke synes, har nogen betydning. Så får det det. Det ærgrer mig en smule.

- Mogens Nørgaard siger, at dine gamle gruppekolleger i Socialdemokratiet har bedt dig om at forlade regionsrådet. Har du fået den opfordring?

- Hvad der er blevet sagt på de forskellige møder, hvis nogen har haft den holdning, så er det deres holdning. Jeg har hele tiden forholdt mig til det rent politisk.

- Så du vil hverken be- eller afkræfte om du har fået en opfordring om at forlade regionsrådet?

- Jeg kan godt høre, hvor du vil hen, mem jeg bekymrer mig aldrig med personligt fnidder. På nogen måde. Vi går igennem et langt liv, hvor vi kan med nogen mennesker. Vi kan ikke med nogen andre. Jeg har hele tiden forholdt mig til, at det her er ren og skær politik. Derfor har jeg truffet den beslutning. Hvis nogen har haft en anden opfattelse, så er det deres vurdering.

- Så den klage fra kvinden, den vil du slet ikke forholde dig til overhovedet?

- Nej det vil jeg ikke. Det må stå for hans (Mogens Nørgaard. red.) regning.

- Så du fortryder ikke samtalen med kvinden?

- Ved du hvad, jeg vil ikke kommentere på det.

- Du behøver ikke spørge mig, om der har været en samtale med en kvinde. For det har der ikke været. Eller det har der været. Det er fuldstændig irrelevant. Jeg er sat i verden for at lave politik, lyder det fra Thomas Hav.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen