3F om Støjbergs ramadan-budskab: 'Vi tager os ikke af problemer, der ikke findes'

Inger Støjberg mener, at fastende buschauffører udgør en fare for trafikken i Danmark. Det problem kan man ikke genkende i 3F

Teolog Naveed Baig forklarer hvad ramadanen er - og hvordan det er at afholde

Er det farligt at være passager i en bus, hvor chaufføren er praktiserende muslim og derfor faster fra solopgang til solnedgang i den næste måned?

Svaret er ja, hvis man spørger Venstres udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Hun kalder det for lavpraktisk farligt, at en buschauffør ikke spiser eller drikker i løbet af en arbejdsdag.

Spørger man i 3F, er svaret til gengæld nej. De fastende chauffører udgør ikke en risiko for deres passagerer eller de andre trafikanter.

- Man kan skabe problemer ved at tale om noget, der ikke er der, hvilket så gør folk utrygge. Vi tager os ikke af problemer, der ikke findes, og det her er ikke noget problem, fortæller formand for transportgruppen i 3F Jan Villadsen.

I 3F er budskabet, at danskerne trygt kan sætte sig ind i bussen og blive transporteret rundt, selvom chaufføren måske er fastende.

- Der er ingen beviser for, at det er mere farligt at køre bus under ramadanen. Hvis der var en statistik, som viser at der var flere uheld med busser under ramadanen, var den offentliggjort. Men den findes ikke. Der er jo næsten ingen uheld med busser i forvejen, så det er der heller ikke under ramadan, forklarer Jan Villadsen.

Må godt drikke lidt
Jan Villadsen fortæller, at der for ti år siden var optræk til en diskussion om, hvorvidt chaufførerne udgjorde en sikkerhedsrisiko, når de kørte fastende rundt på de danske veje.

- Dengang gjorde vi det, at vi fik en imam ind og tale med vores chauffører med andet etnisk baggrund om, hvordan de skulle forholde sig til at arbejde under ramadanen. Der fortalte imamen, at hvis de følte sig utilpas på grund af væskemangel, måtte chaufførerne godt drikke lidt. Imamen gjorde det klart, at fastende chauffører ikke skal sætte deres eget eller andres liv på spil på grund af ramadanen.

I 3F ser man ingen grund til at indkalde til sådan et møde igen blandt de 8002 buschauffører, der er medlemmer. Dette begrundes med, at chaufførerne godt selv ved, hvornår deres kroppe er ved at sige fra og kræver væske i løbet af en arbejdsdag.

107 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere