52.000 stillinger til udlændinge: Jobfest for østeuropæere

Der er skabt tusindvis af nye job herhjemme de seneste år – det har ikke mindst rumænere og polakker nydt godt af

Østeuropæisk arbejdskraft er udbredt inden for bygge- og anlægsbranchen. Her er en håndværker fra Litauen i aktion. Foto: Thomas Borberg
Østeuropæisk arbejdskraft er udbredt inden for bygge- og anlægsbranchen. Her er en håndværker fra Litauen i aktion. Foto: Thomas Borberg

Der har været godt gang i job-festen de seneste år, og det er i høj grad østeuropæere, der har nydt godt af den.

Det afslører tal, som Ekstra Bladet har hentet hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Ikke mindst har polakker, rumænere og litauere besat mange af de job, der er blevet skabt herhjemme de seneste fem år.

52.000 job
Nye tal på området viser, at antallet af fuldtidsbeskæftigede udenlandske statsborgere i Danmark steg med godt 52.000 i årene 2011 til 2016. Dykker man ned i tallene afslører de, at knap hvert femte af disse fuldtidsstillinger er gået til polakker.

Nummer to på listen er rumænerne, der over de fem år har besat godt 8500 af de nye fuldtidsstillinger. Mens der er kommet omkring 2300 flere fra Litauen i fuldtidsarbejde i den samme periode.

Ser man til gengæld på fuldtidsbeskæftigede personer med dansk herkomst, er tallet nogenlunde det samme som for fem år siden, viser opgørelsen fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Populære i byggeriet
Inden for bygge- og anlægsbranchen er den østeuropæiske arbejdskraft populær. Alene polakkerne tegnede sig her for knap 4500 fuldtidsstillinger i 2016.

Også i jern-, metal- samt fødevareindustrien, i landbruget, på hoteller og restauranter samt inden for rengøringsbranchen er mange stillinger besat af østeuropæere.

Fleksibel arbejdskraft
Jonas Felbo-Kolding fra Forskningscenter for Arbejdsmarked- og Organisationsstudier (FAOS) har lavet omfattende studier af danske virksomheders brug af østeuropæisk arbejdskraft.

Han forklarer, hvorfor østeuropæere er i høj kurs hos visse arbejdsgivere.

– En del af det arbejde, de tager, er primært ufaglært arbejde. Hvis man skal ansætte folk til ufaglært arbejde, så kigger virksomhederne efter nogle bestemte kompetencer.

– Det handler om et relativt lavt sygefravær, og at de er fleksible i forhold til tilrettelæggelse af arbejdstid og opgaver. Noget af det hænger sammen med, at de er her alene og midlertidigt, hvilket giver en fleksibilitet i forhold til, hvor meget de kan arbejde.

– Noget andet handler sandsynligvis også om fleksibilitet i forhold til lønnen. Hvis man sammenligner, hvad man gennemsnitligt kan få for at arbejde fuld tid i et østeuropæisk land med herhjemme, så er der en væsentlig forskel.

Hoteldirektøren Allan Agerholm fortæller, at han har stillinger, som slet ikke bliver søgt af personer med dansk baggrund. Foto: Finn Frandsen
Hoteldirektøren Allan Agerholm fortæller, at han har stillinger, som slet ikke bliver søgt af personer med dansk baggrund. Foto: Finn Frandsen
 

Hotel-direktør: Vi ansætter dem, der søger jobbene

Allan Agerholm er direktør i BC Hospitality Group, der bl.a. har en række hoteller samt konference -og kongrescentre under sig – heriblandt Hotel Bella Sky og Bella Center i København.

Han fortæller, at der er hele 61 forskellige nationaliteter ansat i koncernen – herunder en række med østeuropæisk baggrund.

– Det er hovedsageligt i den ufaglærte arbejdskraft, at østeuropæerne finder deres plads. Men over tid så er der nogle af dem, der gør karriere og bliver til ledere. Det hænger ofte sammen med, hvordan de udvikler deres sprog og dermed deres tilhørsforhold til arbejdspladsen, forklarer Allan Agerholm.

Han forklarer, at mange udlændinge bliver ansat inden for netop lavtlønsområdet, fordi at ’arbejdskraftudbuddet i Danmark ikke er tilstrækkeligt stort til, at vi kan besætte stillingerne.’

– Vi ansætter dem, der søger jobbene. Og der kan vi bare se, at inden for ufaglært arbejdskraft er der rigtig mange med anden etnisk baggrund end dansk, der søger jobbene. Gjorde de ikke det, så kunne vi ikke besætte dem.

– Har I haft stillinger, hvor der ikke var en eneste med dansk baggrund, der søgte?

– Ja, det har vi, lyder det fra Allan Agerholm, der forklarer:

– Det er rigtigt, at der er mange danskere, der ikke vil søge denne type job. Men hvis man har gået 13 år i skole og måske har taget udviddet uddannelse, hvorfor skulle det så give mening at søge et job som opvasker? I og med at vi er blevet et meget veluddannet folkefærd, så forstår jeg udmærket, at man forsøger at søge inden for det felt, man er uddannet til, siger hotel-direktøren.

Troels Lund Poulsen mener, at ufaglærte job i for høj grad bliver besat af personer fra andre EU-lande. Foto: Mads Nissen
Troels Lund Poulsen mener, at ufaglærte job i for høj grad bliver besat af personer fra andre EU-lande. Foto: Mads Nissen
 

Troels Lund: Ikke tilfredsstillende

Ekstra Bladet har fået beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) kommentar til den østeuropæiske jobfest:

– Først og fremmest er det godt, at der er østarbejdere i Danmark, der er med til at udfylde de huller, vi har på arbejdsmarkedet. Det sikrer, at vores samfund bliver rigere, fordi der er de nødvendige arbejdskraftressourcer til rådighed, siger han og fortsætter:

– Men den anden del er selvfølgelig, at jeg også er ked af, at de mange jobparate kontanthjælpsmodtagere - vi har 36.000 - ikke går ind at udfylder nogle af de jobåbninger, der er. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og derfor skal vi sørge for, at der er flere af de danskere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, som kommer ud og bliver en del af det.

– Hvordan vil I få dem ud i de her job?

– Først og fremmest skal det bedre kunne betale sig at bevæge sig fra kontanthjælp og ind på arbejdsmarkedet. Det klart, at nogle af dem ikke bare kan gå direkte ind og tage 37 timer. Men i næste uge vedtager vi en jobpræmie, der kommer til at gøre det mere attraktivt at gå fra passiv overførsel og ind på arbejdsmarkedet.

– Den anden del er, at jobcentrene skal have stor fokus på i højere grad at bringe de jobparate kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet. Der må man sige, at det ikke mindst ligger lige for i Hovedstadsområdet, hvor der er et akut arbejdskraftproblem i forhold til ufaglærte job, som i dag efter min opfattelse i for høj grad bliver besat af folk fra andre EU-lande, siger Troels Lund Poulsen.

Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen finder det ’brand-ærgerligt’, at så mange stillinger bliver besat af udlændinge. Foto: Jens Dresling
Socialdemokratiets Leif Lahn Jensen finder det ’brand-ærgerligt’, at så mange stillinger bliver besat af udlændinge. Foto: Jens Dresling

Lahn: Det er brand-ærgerligt

Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, er ikke ubetinget begejstret for den østeuropæiske jobfest:

– Det er brand-ærgerligt at se, at der er mange ufaglærte job, der går til polakker og andre, når vi har ufaglærte gående herhjemme, som er på dagpenge eller kontanthjælp, og som gerne vil have de her job, og som sagtens kan bestride det.

– Vi har stadigvæk eksempler på arbejdsgivere, der siger, at de ikke kan finde nogen til arbejdet, og så ansætter de i stedet østeuropæere. Men kort efter finder eksempelvis 3F ud af, at de her virksomheder hverken har kontaktet a-kassen, jobcentrene eller slået stillingen op. Det er ikke godt nok.

– Handler det ikke også om, at østeuropæere er mere effektive og fleksible, og derfor er det naturligt, at arbejdsgiverne vælger dem?

– Det kan godt være, at de tænker det, men det er bare ikke det, jeg hører dem sige. De siger som regel, at de ikke kan få nogen til at tage arbejdet, og så viser det sig, at de ikke har søgt, siger Leif Lahn Jensen.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen