77-årig S-koryfæ død

En af Svend Aukens nærmeste venner Per Buch Andreasen afgik søndag formiddag ved døden

Et af socialdemokraternes store koryfæer døde her til formiddag.

Per Buch Andreasen var en af Svend Aukens allernærmeste - både politisk og personligt.

- De gik i mange år tur sammen hver aften - ud til molen ved Svanemøllen og hjem igen. Det var her de talte om tingene, siger Per Buch Andreasens søn, Thor Buch Grønlykke.

- Politisk var han særdeles engageret. Han blev ret hurtig socialdemokrat - det skete, da han engagerede sig i 'Læger mod EF', mener jeg, at det hed. I forbindelse med det arbejde mødte han en del mennesker, som kom til at betyde noget for ham. Blandt andre Svend Auken, siger Thor Buch Grønlykke til Ekstra Bladet.

Overlæge Per Buch Andreasen var gennem mere end 40 år Svend Aukens nærmeste personlige ven. (Foto: Ole Buntzen) Politik Svend Auken havde ikke lyst til at dø

Per Buch Andreasen døde på Herlev Hospital af en lungebetændelse efter en svær infektion og blodforgiftning. I den seneste tid var Per Buch Andreasen svækket af forskellige kroniske sygdomme, fortæller sønnen, der er læge og politisk engageret som sin far.

Blandt andet har Thor Buch Grønlykke været medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden for Socialdemokratiet.

Familien Buch delte blandt andet sommerhus med Svend Auken, der også var tæt knyttet til sin ven under sit kræftforløb.

- Jeg talte jævnligt i telefon med ham den seneste måned, hvor jeg også besøgte ham, så tit jeg kunne på hospitalet, sagde Per Buch Andreasen til Ekstra Bladet i august 2009, da Svend Auken døde.

- Jeg drillede ofte Svend med, at han kun var medlem af folkekirken, så han kunne han få syndernes forladelse, sagde Per Buch Andreasen dengang til Ekstra Bladet.

Partiets mand
Per Buch Andreasen var igennem mange år medlem af Sociademokratiets hovedbestyrelse, ligesom han var formand for forskningsudvalget i en årrække, hvor han ifølge partisekretær Lars Midtiby sørgede for en god debat med mange indspark.

- Det er klart, at han har haft et kæmpestort engagement i partiet. Blandt andet uformelt som sparringspartner for flere politikere, hvor Svend Auken var en af dem, der satte pris på ham, siger Lars Midtiby til Ekstra Bladet.

- Han betød virkelig meget for Svend Auken. Både venskabeligt og i forhold til miljøet, som var en interesse og et engagement de virkelig delte, siger han.

Tryllede ikke i køkkenet
Til gengæld var Per Buch Andreasen ikke den store praktiker, fortæller sønnen.

- Han var en god far. Han var tilstedeværende og engageret i mit og mine søskendes liv. han var glad på vores vegne. Han var aktiv og kunne lide at lave ting.

- Det var ikke, fordi han var den store praktiker eller håndværker. Han har aldrig tryllet i et køkken, men han var rigtig glad for at tage på cykeltur sammen eller ud at vandre. Og så var han et meget socialt menneske, som inddrog familien i forskellige sammenhænge. Vi har tit haft besøg og været ude hos forskellige familiemedlemmer.

Per Buch Andreasen blev 77 år.

Du kan læse et fødselsdagsportræt fra Politiken her, da Per Buch Andreasen fyldte 75 år.

0 kommentarer
Vis kommentarer