A-kassedirektør betalte 50.000 for Løkkes tid: Kontakten gik gennem Løkkes søn

Akademikernes A-kasse købte sig til et besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen ved hjælp af en donation til Løkkefonden. Løkkes søn formidlede kontakten mellem de to parter

Statsminister Lars Løkke Rasmussens søn arbejdede i en periode i 2014 med at finde sponsorer til Løkkefonden. Foto: Linda Johansen
Statsminister Lars Løkke Rasmussens søn arbejdede i en periode i 2014 med at finde sponsorer til Løkkefonden. Foto: Linda Johansen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Efter Ekstra Bladet i starten af december afslørede, at Akademikernes A-kasse havde betalt 50.000 kroner for et møde med Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, kan Berlingske nu fortælle, at beløbet blev aftalt lang tid inden mødet.

Ifølge Berlingske var det statsministerens søn, Bergur Løkke Rasmussen, som formidlede kontakten.

Løkkefondens direktør, Frederik Meyer, har tidligere fortalt til Ekstra Bladet, at donationen først fandt sted efter Lars Løkke Rasmussens besøg hos a-kassen. Ifølge Berlingske viser interne mails dog, at dette ikke er tilfældet.

Se også: Fagboss fik besøg af V-formanden: Gav 50.000 kr. til Løkkes fond

Interne mails
I flere af de interne mails, som Berlingske har haft adgang til, kædes donationen på 50.000 kroner sammen med Lars Løkke Rasmussens besøg i a-kassen, ligesom løftet om donationen blev givet lang tid før hans visit.

Det viser en mail fra Bergur Løkke Rasmussen til Lars Løkke Rasmussens personlige assistent, som blev sendt 21. januar 2014.

'Jf. aftale med min far skulle jeg skrive frem til dig om, at Michael gerne ville have ham på virksomhedsbesøg. Michael Valentin er CEO i Akademikernes, som gerne vil sponsorere 50.000,- til LøkkeFondens Rundt i Danmark', skriver han blandt andet i mailen.

Bergur Løkke Rasmussen bekræfter over for Berlingske, at han i en periode i 2014 hjalp Løkkefonden med at finde sponsorer.

Her ses de to vinvenner - formand Allan Luplau bagerst og den fyrede direktør Michael Valentin forrest - i Valentins vinkælder december 2017. PRIVATFOTO. Politik Valentin og a-kasseformand: Rigtige pamper-venner

Emner på dagsordenen
Lars Løkke Rasmussens besøg hos Akademikernes A-kasse fandt sted 15. februar 2015, hvor han blandt andet spiste frokost med Michael Valentin og daværende bestyrelsesformand, Allan Luplau.

A-kassen havde en dagsorden klar for besøget. Ifølge Berlingske skrev en ledende medarbejder ugen før besøget en mail til Michael Valentin med fem forslag til 'pointer, vi gerne vil have over rampen ift. Løkke'.

Det nåede de tilsyneladende i mål med, for få dage senere fortæller den daværende leder af Venstres Center for Kommunikation og Politik, Jacob Bruun, i en mail til Michael Valentin, at Løkke efter sit besøg havde foreslået, at han og Valentin skulle ’etablere en mere operationel kanal til gensidig orientering og politisk sparring.’

8. marts 2015, altså 17 dage senere, modtog Akademikernes A-kasse en faktura af donationen på 50.000 kroner til Løkkefonden.

Se også: Løkke afkræves svar: Fagboss gav 50.000 og fik et møde

Donation en betingelse for besøget
Tidligere bestyrelsesformand i Akademikernes A-kasse, Allan Luplau, fortæller til Berlingske, at han intet vidste om, at der var aftalt en betaling til Løkkefonden i forbindelse med besøget.

'Hvis jeg havde vidst det, havde jeg selvfølgelig sagt nej, for jeg synes ikke, at man skal betale nogen for at komme på besøg. Michael Valentin forklarede senere under undersøgelsen, dels at Lars Løkke Rasmussens besøg var et led i a-kassens varetagelse af public affairs, dels at betalingen til fonden var en betingelse for, at besøget blev gennemført,' skriver Allan Luplau til Berlingske.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke ønsket at kommentere de nye oplysninger, skriver Berlingske.

Sagen kort: Den mørklagte fyring

Michael Valentin blev fyret som direktør for Akademikernes A-kassen 27. september.

Baggrunden for den hidtil mørklagte afskedigelse er genstand for to undersøgelser.

Dels har Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering selv iværksat en tilsynsundersøgelse med bistand fra Kammeradvokaten. Denne er endnu ikke afsluttet.

Dels har Akademikernes A-kasses bestyrelse iværksat en advokatundersøgelse. Den er afsluttet, men bestyrelsesformanden, Allan Luplau, ønsker ikke at løfte sløret for dens indhold og konklusioner, fordi undersøgelsen vedfører 'en eller flere personalesager'.

Ekstra Bladet har dog afsløret, at advokatundersøgelsen bl.a. har omhandlet påstået chikane og mobning af tillidsfolk.

Ekstra Bladet har også afsløret, at a-kassen har politianmeldt Michael Valentin for at have modtaget returkommission i form af vinrejser for 40.000 kroner.

Samtidig har den fyrede direktør støttet Løkkefonden med 50.000 kroner for at få adgang til Lars Løkke, afslørede Ekstra Bladet. Det lykkedes, da Lars Løkke kom forbi Akademikernes A-kasse i februar 2015 til en times møde.

Ekstra Bladet har også afsløret, at a-kassens medlemmer betalte 400.000 kroner for Michael Valentins reception, da han blev 50 år i 2017.

En whistleblower mener, at topledelsen er 'fedt ind' i sagen.

'Der er et grundlæggende behov for at få ryddet op i den øverste ledelse af a-kassen', skriver whistlebloweren til medlemmerne af a-kassens to øverste organer - bestyrelsen og de 57 medlemmer af repræsentantskabet.

Ekstra Bladet har også afsløret, at Michael Valentin bookede lokaler på Johan Borup Højskole for 250.000 kroner, som aldrig blev anvendt. Senere kom han med i skolens bestyrelse.

Som følge af sagen har Michael Valentin fratrådt posten som formand for Folkemødet på Bornholm.

Interne mails, som Berlingske har afsløret, viser, at Michael Valentin godt vidste, at han som formand for Folkemødet og storsponsor i igennem a-kassen bestred en kritisabelt dobbeltrolle. Ikke desto mindre fortsatte han opretholdt han pengestrømmen fra a-kasse til Folkemødet på omkring 200.000 kroner årligt i årene '15 til '18.

Høj cigarføring med ' gode venner', når Michael Valentin holdt hof i vinklubben, som også fik ordrer fra a-kassen. Foto: Morten Lau-Nielsen Politik Fældet fagboss: Her er vennerne han hjalp

469 kommentarer
Vis kommentarer