Advokater: Sager om tyrkiske familiesammenføringer bør gå om

Efter EU-dom bør man se på sager om afviste familiesammenføringer af tyrkiske ægtepar, vurderer advokater

Der er opstået en ny chance for tyrkiske ægtepar, som gennem årene har fået afvist familiesammenføring, fordi de danske myndigheder vurderede, at de havde større tilknytning til Tyrkiet end Danmark.

Det vurderer flere advokater, efter at Danmark onsdag har tabt en sag ved EU-Domstolen om et tyrkisk pars familiesammenføring.

Danmark havde fra 2003 til 2018 et krav om, at ægtepar samlet set skulle have størst tilknytning til Danmark for at kunne få familiesammenføring, men det er ifølge domstolen i strid med en gammel EU-aftale med Tyrkiet.

De kan nu få kigget på deres sag igen, vurderer Louise Halleskov Storgaard, lektor i EU-ret på Aarhus Universitet.

- Dommen betyder, at de tyrkere, der er omfattet af EU-Tyrkiet-aftalen - de erhvervsaktive i Danmark - og som har fået afslag på familiesammenføring på grund af tilknytningskravet, har ret til at få deres sag genoptaget, skriver hun i en mail.

Samme vurdering kommer fra Jytte Lindgård, der er formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater.

- Det får meget stor betydning. Dommen er skelsættende. Man er nu nødt til at se på de sager, hvor der er givet afvisning til tyrkere som følge af tilknytningskravet, siger hun.

Ud over kravet om tilknytning tæller øvrige krav blandt andet, at ægtefællen i Danmark skal kunne forsørge sin partner og have fast bolig.

Thomas Ryhl fra Njord Law Firm, der har ført sagen på vegne af det tyrkiske par ved EU-Domstolen, er enig.

- Hvis de stadig er ægtepar, og den ene stadig bor i Danmark, og de stadig vil have familiesammenføring i Danmark, vil jeg vurdere, at perspektiverne er ganske gode, hvis man kun fik afvisning på grund af tilknytningskravet., siger Thomas Ryhl.

Det store spørgsmål er, hvor mange sager der kan blive genåbnet.

Thomas Ryhl peger på, at mindst 16.000 ægtepar har fået afvist deres sag på grund af tilknytningskravet i de år, det var gældende i Danmark.

Man ved ikke, hvor mange af dem der er tyrkere, men hans bud er 7000-8000.

- Vi ved ikke, hvor mange der har opgivet det, ikke længere bor i Danmark, har fundet en anden vej, er blevet skilt eller er blevet enker eller enkemænd undervejs. Det kan være mellem 800 og 8000. Det er mit bud, siger Thomas Ryhl.

Der har op til dommen været talt om, at dommen også kan få betydning for andre nationaliteter end tyrkere. Men det kommer den ikke til, vurderer Louise Halleskov Storgaard fra Aarhus Universitet.

- Dommen vedrører alene en bestemt gruppe tyrkiske statsborgere i Danmark - nemlig de erhvervsaktive. Dommen har ikke betydning for andre befolkningsgrupper, skriver hun i en mail.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger i en kommentar, at det er for tidligt at vurdere konsekvenserne af dommen.

73 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere