Ædelsten indsmuglet til Brittas søn: Fik dem af 'en god bekendt'

Det var 'en god bekendt' af Britta Nielsens søn Jimmy, som indsmuglede ædelsten til ham i sydafrikansk fængsel, oplyser forsvarer  

Britta Nielsen og hendes søn Jimmy skal sidde varetægtsfængset frem til 4. december - det afgjorde Retten på Frederiksberg lørdag. (Producer: Martin Lorentsen)

Knap var den medsigtede i den store svindelsag fra Socialstyrelsen, Britta Nielsens søn, Jimmy Hayat, blevet anholdt i Sydafrika, før der skete noget uventet.

Senere samme dag - 30. oktober - blev der indsmuglet ædelsten til Jimmy Hayat i det fængsel, hvor han befandt sig efter anholdelsen. Og det var ikke en tilfældig person, som havde ædelstenene med til Britta Nielsens søn.

- Dem havde han fået indleveret i en taske fra en god bekendt, lyder det fra Jimmy Hayats forsvarer, Henrik Dupont Jørgensen.

Forsvareren er bekendt med, hvem der gav ædelsten til Jimmy, men han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvem personen er.  

Henrik Dupont Jørgensen vil imidlertid gerne uddybe, hvilken type ædelsten der er tale om.

- Efter min klients oplysninger var der tale om noget, der hedder tanzanite. Det er en ædelsten, som kun forefindes i Tanzania, siger advokaten.

- Har han fået dem på lovlig vis?

- Det ved jeg ikke noget om. Det antager jeg.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En tanzanite-ædelsten. Foto: Mary Evans/Ritzau Scanpix
En tanzanite-ædelsten. Foto: Mary Evans/Ritzau Scanpix
 

Pænt afleveret
Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at ædelstenene blev indsmuglet på politistationen Kempton Park, hvor Jimmy Hayat blev ført hen, efter at han blev anholdt om aftenen tirsdag 30. oktober i Johannesburg Lufthavn, hvor han forsøgte at rejse til Mozambique.

- Efter han blev anholdt, kom en partner til politistationen med en taske til ham. Inde i den taske var der en mindre taske, hvor vi fandt to diamanter (tanzanit-stenene, red.), har lederen af specialenheden Hawks, general Lebeya, forklaret.

Henrik Dupont Jørgensen oplyser, at ædelstenene 'pænt er afleveret til de sydafrikanske myndigheder'.

- Og han har skrevet under på, at de kan beholde dem. Hvis han ikke havde afleveret de ting til de sydafrikanske myndigheder, var det ikke sikkert, at de havde behandlet hans sag så hurtigt, forklarer forsvareren.

Nægter sig skyldig
Jimmy Hayat ankom til København fredag sammen med sin mor. De blev begge fremstillet i grundlovsforhør lørdag, hvor de blev varetægtsfængslet frem til 4. december.

Britta Nielsen er sigtet for at have svindlet for mindst 111 millioner. Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at forholde sig til sigtelsen. Jimmy Hayat er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved at have modtaget værdier fra Britta Nielsen for ikke mindre end 3,66 millioner kroner.

Han nægter sig skyldig.

Visum udløb
Da Jimmy Hayat blev anholdt i Johannesburg Lufthavn, havde han en envejsbillet til nabolandet Mozambique. Desuden havde han 5000 sydafrikanske rand i kontanter på sig. Disse blev beslaglagt.

Ifølge Henrik Dupont Jørgensen havde Brittas søn et vigtigt formål med rejsen.

- Grunden til, at han var på vej ud af landet, var, at hans visum udløb. Det er en temmelig alvorlig forseelse i Sydafrika, såfremt et visum udløber, og man ikke har lovlig opholdstilladelse. Det giver fængselsstraf dernede. Så er det lettere at tage til et andet land, hvor der ikke er visum, og hvor man kan søge et nyt visum til Sydafrika. Det var planen, men den gik lidt i vasken.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere