Ældredebat: Hvor tit skal du selv i bad, Astrid Krag?

Kommuner sørger kun for et bad om ugen mange steder. Men hvad er selv fair? Vi spørger politikerne

Se Pia Kjærsgaard og Astrid Krag i debat om service til ældre herover kl. 13.15

Siden valget blev udskrevet for snart to uger siden, har politikerne tordnet af sted om asylpolitik, private arbejdspladser og kontanthjælp. I samme periode har ældre borgere i mange af landets kommuner imidlertid kun fået et eller to bad - bestående af en overbrusning eller en våd klud på kroppen.

En undersøgelse foretaget af Ekstra Bladet viser, at cirka 35 procent af alle kommuner som udgangspunkt kun tilbyder de ældre ét enkelt bad om ugen, mens omkring 20 procent tilbyder de ældre at få en moppe klasket på gulvet og en klud over møblerne hver tredje uge. For de flestes vedkommende klares rengøring på sølle 45 minutter, vurderer Ældre Sagen.

Se også: Så sjældent får de ældre bad og gjort rent

Hvad er rimeligt?

Socialdemokraternes ældreordfører, Astrid Krag, og Dansk Folkepartis værdordfører, Pia Kjærsgaard, debatterer i dag, hvad der er rimeligt at udsætte landets ældre medborgere for.

Og ingen af de to politikere nøjes selv med at gå i bad en enkelt gang om ugen.

- Det er flovt for os allesammen. Der skal være et ordentligt serviceniveau i kommunerne - vi har sagt det så tit: Det er de ældre, vi kan takke for vores allesammens velfærdssamfund. Og det er den måde, vi belønner dem på. Jeg synes, det er pinligt, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet.

En gruppe af de her ældre får kun et bad tilbudt hver uge. Hvor tit har du brug for et bad, Pia Kjærsgaard?

- Jeg har brug for et bad en gang om dagen. Og det håber jeg på, at jeg kan få resten af mit liv. Jeg står tit under bruseren og tænker på, at mennesker kan blive ramt af svaghed og sygdom. Og så er det rigtig trist, hvis man skal vente i op til en uge.

Men det her er langt fra noget nyt problem. Hvordan kan det være rimeligt kun at få et bad en gang om ugen?

- Jeg vil ikke sige præcist, hvor mange gange ældre skal i bad i den enkelte kommune. Det skal altid handle om det individuelle behov. Man skal kunne få et bad, når man har behov for det. Nogle ældre har behov for bad to gange om ugen. Nogle har behov for at blive vasket hver dag - det må handle om individualitet. Jeg kan ikke prale af det længere, men jeg har været hjemmehjælper fra 1978 - 1984, men det er altså gået alvorligt ned ad bakke i de senere år, siger Pia Kjærsgaard.

Se også: De ældre får kniven: Selv Tulles tropper sparer

Truckerbad

Socialdemokraternes Astrid Krag mener ikke, der kan sættes præcist tal på, hvor tit ældre medborgere skal i bad.

Mange ældre får kun et bad om ugen. Men hvor ofte har du selv behov for et bad?

- Som jeg siger, så er kommunerne forpligtet til at yde den hjælp, de ældre har brug for. Der er forskel på mennesker. Jeg har selv i en kort periode været i ældreplejen. Der havde vi en ældre herre, som havde nogle uheld, der gjorde, at han indimellem skulle i bad ofte. Omvendt havde vi en ældre kvinde, der slet ikke havde samme behov.

Men I har haft ansvaret de sidste fire år. Og i flere kommuner kommer de ældre kun i bad en gang om ugen. Hvor tit skal du selv have et bad?

- Nu er det jo valgkamp, så mange dage må man klare det med et truckerbad, fordi der simpelthen ikke er tid til andet. Men det er vigtigt for mig at understrege, at der kan være stor forskel på, hvad der er behov for. Vi har afsat ekstra penge til ældreområdet, så kommunerne kan sikre, at alle ældre får præcist den pleje, de har brug for.

I kunne jo have lavet en rød finanslov med Enhedslisten for et par år siden. De ville gerne sikre minimumsstandarder for de ældre. Hvorfor gjorde I ikke det?

- Det er ikke den rigtige vej frem. Som jeg nævnte, så kan du godt have den ældre herre, der måske har brug for bad flere gange om ugen - og samtidig en dame, der ikke har brug for det så ofte. Men jeg vil godt nævne, at jeg finder det meget mærkeligt, at Dansk Folkeparti går så meget op i det her, når de selv sidder bag flertallet eller måske endda på afgørende udvalgsposter i kommuner, der direkte skærer ned på ældreplejen, siger Astrid Krag.

Se Pia Kjærsgaard og Astrid Krag i debat om service til ældre herover kl. 13.15

128 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere