Det er ikke nok, når ældreminister Thyra Frank (LA) i et samråd mandag lovede at indkalde Folketingets sundhedsordførere til en orientering i september om manglen på sosu-assistenter i ældreplejen.
Et flertal i Sundheds- og Ældreudvalget har vedtaget en udtalelse, hvor man opfordrer ministeren til at speede processen endnu mere op.
Partierne bag beretningen vil indkaldes til politiske forhandlinger snarest muligt.
- Vi er ikke imponeret over det tempo, som ministeren og regeringen har udvist i den her sag. Allerede sidste år gjorde vi opmærksom på, at der er et problem, der skal løses.
- Derfor kan vi ikke nøjes med bare at få en orientering. Vi vil have politiske forhandlinger, så snart det kan lade sig gøre, siger Astrid Krag, der er ældreordfører for Socialdemokratiet.
Dansk Folkeparti - der også er en del af udvalgsflertallet - har truet med at stille et mistillidsvotum mod Thyra Frank, hvis ikke ministeren sørger for at forbedre vilkårene for de ældre.
DF'er storsviner ny minister: En hovskisnovski stivstikker
Her har ældreordfører Jeppe Jakobsen også en forventning om, at ministeren skubber på processen.
- Det er fint nok, at man lige skal bruge lidt tid på at samle viden og udarbejde løsningsmuligheder. Men det burde også kunne lade sig gøre i sommerferien, siger han.
Helt konkret mener Jeppe Jakobsen, at der skal indkaldes til forhandlinger allerede i august.
Manglen på personale på ældreområdet har været kendt i længere tid, og den bliver ikke mindre af, at antallet af plejekrævende ældre vokser kraftigt de kommende år.
Ældreministeren lovede i januar at sætte gang i en kortlægning af problemerne med at skaffe personale.
Den er sat i gang, men flertallet i Sundheds- og Ældreudvalget mener ikke, at de spørgsmål, som kortlægningen skal besvare, er tilstrækkelige.
Derfor er der i beretningen anført en række yderligere spørgsmål, som man forventer at få svar på i undersøgelsen.
Det drejer sig blandt andet om antallet af praktikpladser, erfaringsudveksling og om nedskæringer på sosu-skolerne.