Ole Birk Olesens ministerliv hænger efterhånden i en tynd tråd.
Han blev nemlig allerede 19. december orienteret om, at PostNord havde et kapitalbehov på 3,5 milliarder svenske kroner.
Det viser et mødereferat fra Transportministeriet ifølge Politiken, som Ekstra Bladet også er i besiddelse af.
Dermed talte ministeren tilsyneladende usandt, da han i et interview onsdag hævdede, at der ikke var sat et beløb på PostNords økonomiske behov på mødet mellem ministeriet og det statsejede selskab.
Ifølge ministeren fik man blot besked om, at PostNord måske ville få brug for penge.
- Lige inden jul får ministeriet at vide, at PostNord formentlig får brug for nogle eksterne penge. Der bliver ikke sat tal på. Det er bare en løs besked, sagde Ole Birk Olesen i går aftes til TV2.
Meget problematisk
Men den forklaring giver ingen mening, buldrer både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Begge partier er i forvejen stærkt utilfredse med, at Ole Birk Olesen ikke langt tidligere end starten af februar orienterede dem om PostNord kritiske situation, hvor 4000 mand står til at få sparket.
- Det er en alvorlig omgåelse af det, som blev sagt på mødet. Det er han nødt til at have en god forklaring på på tirsdag, siger DF's transportordfører, Kim Christiansen, til Ekstra Bladet.
- Det er meget problematisk, at Ole Birk siger noget, når papiret viser noget andet. Det er håbløst. Det er simpelthen utroligt. Det kan næppe tilskrives hans uerfarenhed. Det er meget alvorligt, siger supplerer han over for Ritzau.
Tirsdag kan blive den sidste: Deadline til Ole Birk
Af Transportministeriet referat fremgår det, at PostNord på mødet 19. december meget præcist oplyste, hvor grelt det stod til i firmaet.
Konkret lyder det i mødereferatet, at PostNord kun har råd til at dække to ud af 5,5 milliarder svenske kroner, som det vil koste at redde postvæsnet.
'Resultatet er, at PostNord ikke vil kunne finansiere alle transformationsomkostningerne', står der i referatet af mødet.
Bestyrelsesformand Jens Moberg for PostNord gik sågar i detaljer.
Han gjorde det på mødet klart, 'at det vil kræve et kapitalindskud fra ejerne', ' at implementere den foreslåede model'
Med andre ord krævede det milliarder fra den danske stat at holde PostNord flydende.
Ole Birk Olesens pressefolk oplyser, at han arbejder på en kommentar til sagen.
Tillidsbrud
Socialdemokratiets postordfører Christian Rabjerg Madsen mener, at situationen burde have stået klart for Ole Birk Olesen.
- Man skal ikke være den store matematik-professor for at regne ud, hvilket beløb der skal tilføres fra staten, siger han, og fortsætter om ministerens forklaring på tv:
- Det er helt aldeles chokerende og uanstændigt, at han nu siger, at der ikke blev nævnt nogen tal og det var en løs orientering den 19. december, når vi kan se sort på hvidt, at ministeren fik detaljerede oplysninger omkring behovet for finansiering.
- Er jeres tillid væk?
- Det her er et tillidsbrud. Og det er stærkt kritisabelt. Men sagen er for alvorlig til at drage forhastede konklusioner, siger Christian Rabjerg Madsen.
Presset stiger på Ole Birk: DF optrapper angreb på ministeren