I mindst et halvt år kendte justitsminister Nick Hækkerup (S) til en central PET-vurdering i sagen om de danske børn i Syrien uden at dele den med Folketinget trods samråd og intens debat.
Det kan Ekstra Bladet i dag afsløre.
Over for Ekstra Bladet erkender Nick Hækkerup nu, at han allerede inden et omdiskuteret samråd 6. september 2019 blev orienteret om PET's vurdering af de danske børn i Syrien.
Vurderingen fra PET lyder, at børnene ikke udgør en terrortrussel, og 'risikoen for indoktrinering og påvirkning forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø, herunder i lejrene i det nordøstlige Syrien.'
Den vurdering fik offentligheden - og Folketinget - først kendskab til, da den blev lagt frem i marts 2020 i PET's trusselsvurdering.
De nye oplysninger betyder, at Nick Hækkerup kan have handlet i strid med den lov, som ministre er underlagt, da han ikke har orienteret Folketinget, vurderer en professor i forvaltningsret.
- Det er på kant med ministeransvarlighedsloven, lyder det fra professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.
Artiklen fortsætter under billedet...
Brugte gamle oplysninger
Samrådet 6. marts 2019 handlede om de danske fremmedkrigere i de syriske lejre al-Hol og al-Roj, samt sagen om den hårdt sårede 13-årige dreng, der blev evakueret til Danmark.
Men selv om Nick Hækkerup var bekendt med PET-vurderingen, nævnte han den ikke under et samråd, hvor både Hækkerup og udenrigsminister Jeppe Kofod deltog.
Under samrådet henviste Nick Hækkerup derimod til en halvandet år gammel trusselsvurdering fra PET, som stort set ikke nævner børnene.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kendte en række højtstående embedsmænd i Justitsministeriet også til oplysningerne forud for samrådet.
Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at Justitsministeriet i marts 2019 - det vil sige inden regeringsskiftet - modtog PETs årlige Vurdering af Terrortruslen mod Danmark. Vurderingen blev af uvisse årsager hurtigt kategoriseret som et udkast, og den blev derfor ikke offentliggjort.
Først et år senere kom den frem.
Artiklen fortsætter under billedet...
Hækkerup: Jeg kendte vurderingen
Hækkerup forklarer i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet, at han henviste til PET's trusselsvurdering fra 2018 under samrådet i september 2019, 'fordi, at det var den gældende trusselsvurdering på det pågældende tidspunkt.'
Justitsministeren peger samtidig på, at samrådet primært handlede om de voksne fremmekrigere og mindre om børnene.
Men han erkender for første gang, at han på det tidspunkt vidste, at PET havde en konkret vurdering i forhold til børnene, som han tilsyneladende valgte ikke at dele med Folketinget.
'Jeg havde ikke på tidspunktet for samrådet fået forelagt noget udkast til den VTD (trusselsvurderingen, red.), som blev offentliggjort i marts 2020. På tidspunktet for samrådet var jeg imidlertid bekendt med, at PET også på det tidspunkt vurderede, at risikoen for radikalisering og påvirkning som udgangspunkt forøges, jo længere tid børnene opholder sig i et radikaliseret miljø.'
Ekstra Bladet har efterfølgende forsøgt at få oplyst, hvorledes han kendte til PETs vurdering på det tidspunkt, da det ikke var offentligt kendt. Justitsministeriet er ikke vendt tilbage på det spørgsmål.
Nick Hækkerup peger dog på, at det i hans øjne var velkendt, at der var en risiko for radikalisering i lejrene.
'Risikoen for radikalisering var i øvrigt allerede inden samrådet en del af den offentlige debat med udtalelser fra bl.a. eksperter.'
Artiklen fortsætter under billedet...
Ingen interesse i at skjule noget
Sagen om, at PET's trusselsvurdering var forsinket i et år, blev belyst under et samråd 4. marts i år.
Her forklarede Nick Hækkerup, at rapporten blev forsinket, fordi der skulle laves ændringer i den.
Han svarede dog ikke på, om det udkast, der tilgik Justitsministeriet i marts 2019, indeholdte samme vurdering af, at de danske børn i Syrien var i risiko for at blive radikaliserede, hvis de blev i lejrene. En oplysning, som det på det tidspunkt kom fremgik af Ekstra Bladets afdækning.
Spørgsmål fik blandt andre Rosa Lund til at påpege, at der i perioden frem til marts 2020 blev vedtaget lovgivning om at fratage kvinderne i lejren de danske statsborgerskab, samt fratage dem den såkaldte konsulære bistand.
Artiklen fortsætter under videoen...
Under samrådet svarede Nick Hækkerup på, hvorvidt oplysningerne fra PET havde offentlighedens interesse lød:
- Det synes jeg bestemt.
Han slog ligeledes fast, at han ingen intention havde om at tilbageholde væsentlige oplysninger i sagen.
- Jeg håber trods alt på en anerkendelse af, at vel er vi politisk uenige om den her sag, men jeg har bestemt ikke nogen interesse i at tilbageholde oplysninger.
Cirka en måned efter samrådet bekræftede PET i et svar til Folketinget, at vurderingen af børnene i Syrien indgik i det oprindelige udkast til PET-rapporten fra marts 2019 og ikke blev ændret, da trusselsvurderingen senere blev offentliggjort.