Udgør de danske kvinder, som befinder sig i de syriske fangelejre med deres børn, en trussel mod Danmarks sikkerhed eller ej?
Det svar ligger regeringen og de danske efterretningstjenester inde med. Men endnu en gang hemmeligholder regeringen tilsyneladende helt vitale oplysninger i sagen om de seks kvinder og 19 børn i Syrien.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har regeringen konkret kendskab til, hvilken eventuel trussel kvinderne hver især udgør.
Det skyldes, at de danske efterretningstjenester har lavet individuelle vurderinger på flere af de kvinder, der opholder sig lejrene i Syrien.
Det er uvist, om det er FE, PET eller begge tjenester i samarbejde, som har foretaget de individuelle vurderinger. Det vides heller ikke, hvor længe regeringen har kendt til vurderingerne.
Pilen peger på Kofod: Ambassader modtog hemmelige FE-oplysninger
Artiklen fortsætter under videoen ...
I tråd med PET-vurdering
Justitsministeriet ønsker hverken at be- eller afkræfte oplysningerne over for Ekstra Bladet.
Vurderingsarbejdet er dog helt i tråd med den offentlige trusselsvurdering, PET udgav i marts 2020. Heri fremgår det, at udrejste personer til konfliktzonen i Syrien ikke nødvendigvis udgør en trussel. Det vil bero på en konkret vurdering.
'En persons udrejse til en konfliktzone for at støtte en militant islamistisk dagsorden betyder dog ikke nødvendigvis, at personen udgør en terrortrussel mod Danmark eller danske interesser i udlandet. Terrortruslen beror på en konkret vurdering af den enkeltes hensigt om og kapacitet til at angribe danske mål,' fremgår det er trusselsvurderingen.
Artiklen fortsætter under videoen...
'Danmarks sikkerhed'
De individuelle vurderinger er centrale, da regeringen og Socialdemokratiet ved flere lejligheder har brugt netop sikkerhed som et kerneargument for, at man ikke vil hente børnene hjem, da man samtidig også er nødt til også at tage mødrene med og derved udsætte danskerne for en potentiel fare.
Mettes forklaring: Kofod så ikke omstridte papirer
Statsminister Mette Frederiksen skrev således i et brev til advokat Bjørn Elmquist i februar 2020, at sikkerhedsmæssige hensyn lå til grund for beslutningen om ikke at hjælpe den familie, som advokaten repræsenterer.
'Denne regering ser det som en af sine vigtigste opgaver at opretholde Danmarks sikkerhed. Vi skal passe på Danmark og på danskerne,' skrev Mette Frederiksen i brevet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
Derudover har Socialdemokratiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, ved flere lejligheder kaldt kvinderne for 'terrorister'.
- Det kan være en gevaldig fare for Danmark, hvis vi henter terrorister til landet, udtalte han i februar til DR.
Få uger senere måtte en hårdt presset Rasmus Stoklund dog erkende i Deadline på DR2 den 6. marts, at han ikke vidste, om der fandtes individuelle vurderinger af kvinderne.
- Det må du spørge nogle andre om, for det har jeg ikke kendskab til, sagde han i Deadline-udsendelsen.
De individuelle trusselsvurderinger vil således kunne dokumentere - eller afmontere - regeringens påstand om, at kvinderne udgør en trussel mod Danmarks sikkerhed.
Krisemøde om sagen
Torsdag formiddag kunne Ekstra Bladet fortælle, at alle Folketingets partiledere er indkaldt til et møde i Udenrigsministeriet, der skal finde sted fredag formiddag.
Baggrunden er den krise, regeringen er havnet i, efter at Ekstra Bladet i de seneste uger har afsløret, at en række fortrolige efterretninger om Islamisk Stats udsmuglinger af børn er tilgået flere ministerier.
På fredagens møde vil politikerne angiveligt få en 'fortrolig orientering af sikkerhedsmæssig karakter'. Det er imidlertid uvist, om fredagens møde omhandler de individuelle trusselsvurderinger.
Mette F. i vild redningsaktion: Vil redde Jeppe Kofod
Regeringen advaret af FE: Islamisk Stat smugler børn ud fra fangelejrene
Danske børn i fare: Islamisk Stat har udset sig 350 børn