Regeringen og satspuljepartierne er blevet enige om at udmønte 300 millioner kroner til sociale indsatser til udsatte børn, unge og voksne.
En del af pengene skal gå til efterværn til anbragte og sårbare unge, så de fortsat får hjælp, efter de er fyldt 18 år.
- Vi sætter fokus på at forstærke efterværnet og sikre, at unge motiveres til at gå ind i en efterværnsindsats, når de skal videre fra en plejefamilie, siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Fire til syv kommuner mulighed for at søge satspuljemidler til en treårig periode. I den periode skal kommunen tilbyde efterværn - det vil sige hjælp og støtte - til unge, der ellers stod til at miste det som myndige borgere.
- Der er desværre et stigende antal børn og unge, som ikke har det godt – som ender på medicin, har angst og skader sig selv, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Med midlerne følger et særligt ansvar for at være opsøgende over for de unge, der ikke er interesseret i efterværn.
SF vil gøre efterværnet til et retskrav, men socialordfører Trine Torp stiller sig i første omgang tilfreds med den treårige ordning.
- Det er absurd, at de unge, der har det tungeste gods i rygsækken, dem forventer vi skal kunne klare sig selv fra den ene dag til den anden, når de fylder 18 år, siger hun og bakkes op af DF's Karin Nødgaard:
- Vi må ikke slippe dem. Vi skal sørge for, at der er et net, der samler dem op, så man ikke kan sige, at det hele efterfølgende var spildt.
Samtlige partier på nær Enhedslisten er med i aftalen om satspuljen.