Aladdins navn var med i omstridt DF-annonce: Jeg blev hængt ud som terrorist

Den 30-årige danske atlet er stadigvæk kraftigt mærket over, at han var med i en annonce fra Dansk Folkeparti tilbage i maj 2013

Sådan har Aladdin haft det, efter han var med i DF's annonce.

- Jeg troede, det var en joke. Jeg blev udstillet som terrorist, og det er jeg bestemt ikke. Jeg elsker mit land, sagde den 30-årige atlet, Aladdin Bouhania, da han i dag sad i Københavns Byret.

Aladdin Bouhania afgav her til formiddag forklaring i Københavns Byret i en sag, hvor han sammen med 14 andre nye statsborgere har sagsøgt Dansk Folkeparti samt partiformanden for en omstridt avis-annonce, der i 2013 fik en del omtale.

I annoncen er knap 700 nye danske statsborgere navne nævnt under overskriften 'Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed - nu bliver han dansker'.

- Jeg blev bange for at rejse, fordi jeg måske kunne blive tilbageholdt i lufthavnen, fordi de troede, jeg var terrorist. Det har påvirket mig meget, for jeg er dansker, siger Aladdin Bouhania til Ekstra Bladet.

De 15 personer har sagsøgt partiet for æreskrænkelse og vil hver især kræve 10.000 kroner i erstatning.

Dansk Folkeparti har ikke ønsket at komme med en kommentar, før retssagen er slut på mandag.

335 kommentarer
Vis kommentarer