Alternativ kaffeklub: Intern splid om partiets fundament

Oprør: En gruppe utilfredse medlemmer af Alternativet har stiftet en kaffeklub, fordi partiet skal ’revitaliseres’, hvis man skal undgå flere ’skandalesager’

Uffe Elbæk og Niko Grünfeld har slået Alternativet op på en 'ny politisk kultur', men partiet lever ikke selv op til den, mener en ny kaffeklub i partiet. Foto: Jonas Olufson.
Uffe Elbæk og Niko Grünfeld har slået Alternativet op på en 'ny politisk kultur', men partiet lever ikke selv op til den, mener en ny kaffeklub i partiet. Foto: Jonas Olufson.

Der er opstået intern splid i Alternativet om den ’nye politiske kultur’, som partiet både har slået sig op på og har skrevet ind i partiprogrammet.

En udbrydergruppe i København har derfor valgt at lave en såkaldt kaffeklub, hvor medlemmerne siden december på ugentlig basis har mødtes for at diskutere ’god politisk kultur’.

- Der er brug for at puste nyt liv i Alternativets håb om at gøre tingene bedre som parti og for samfundet, siger Stine Bardeleben Helles, som er en af seks stiftere af ’Den åbne kaffeklub for god politisk kultur’.

Skandaler på stribe
- Der er brug for en revitalisering af partiet, og det kan alle, der har fulgt med i pressen i efteråret, finde talrige eksempler på nødvendigheden af, uddyber hun.

Sidste efterår skrev Ekstra Bladet, at Alternativet har modtaget penge fra skattely, selv om partiet vil bekæmpe netop det. Samtidig sparer partiet på klima-kompensationen, selv om lederen, Uffe Elbæk, siger, at netop klimaet er det vigtigste.

En kandidat for Alternativet var også med i smædekampagne mod den tidligere beskæftigelsesborgmester i København Anna Mee Allerslev (R). Og så var der sagerne om sexchikane, hvor en medarbejder først blev fyret og senere genansat i udlandet. En ledende medarbejder på Christiansborg fik også en advarsel for ’uprofessionel og seksualiseret optræden over for underordnede eller partimedlemmer’.

Nyt er ikke altid godt
Skandalerne skal ses i lyset af den ’nye politiske kultur’, som Alternativet markedsfører sig på og beskriver i partiprogrammet som punkt to ud af 13.

’Alternativet ønsker at fremme en ny politisk kultur, der er langt mere gennemsigtig, ærlig og lyttende end den nuværende’, står der i programmet.

Det kniber dog med at leve op til de store ord ifølge kaffeklubben, som i stedet vil skabe en kultur, ’hvor vi efterlever vores værdier internt’, som der står i et mødereferat, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

- Vi har oplevet, at vores parti på en lang række områder har haft svært ved at forvalte de ambitioner, der har været om den politiske kultur, forklarer Stine Bardeleben Helles.

- Partiet slog sig op på en ny politisk kultur, men måske har det nye fjernet opmærksomheden fra det gode. Det nye er ikke altid godt, og jeg kan godt være bekymret for, at vi skal være nye for nyskabelsens skyld - og så kan vi ende med at få den ene skandalesag efter den anden, forklarer hun.

Stine Bardeleben Helles, Alternativet. PR FOTO/Steen Brogaard
Stine Bardeleben Helles, Alternativet. PR FOTO/Steen Brogaard
 

Lukker ned for debat
I partiets partiprogram står der også, at ’i Alternativet starter vi med os selv, fordi vi anerkender, at al forandring nødvendigvis må komme indefra’.

Det kniber dog med at gå forrest ifølge den nye kaffeklub, der derfor arrangerer debatter, hvor alle er velkommen.

- De gode debatter har været lukket ned i en periode, og derfor har vi skabt et rum, hvor vi kan diskutere de vigtige ting, siger Trine Hertz, tidligere forperson for Alternativet København og medstifter af kaffeklubben.

Den tidligere forperson for Alternativet i København Magnus Haslebo er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser. Det samme gælder Niko Grünfeld.

Alternativets næstforperson i landsorganisationen, Tina Brixen, oplyser, at det er foreningen i København, der skal svare på spørgsmål.

Du kan læse mere fra referaterne, den interne frustration i Alternativet og alle de andre skandale-sager her.

110 kommentarer
Vis kommentarer