Alternativets klimafrelser rejser fire gange jorden rundt

Uffe Elbæk flyver over dobbelt så meget med fly som SF og Enhedslistens politiske ledere. I alt har han rejst jorden rundt fire gange siden 2015

Hvad betyder den her sag for Alternativet? Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup, kommer her med sin analyse

Alternativets politiske leder Uffe Elbæk har fløjet jorden rundt - fire gange.

33 gange i arbejdssammenhæng og syv gange privat i løbet af de sidste fire år. Det antal flyrejser kan mere end fordobles, når man regner returrejserne og mellemlandinger med.

Så sent som i september udtalte Uffe Elbæk, at færre flyveture skal være med til at nedbringe CO2-udledningen.

- Vi skal sørge for at tage toget i stedet for at flyve og bruge vedvarende energi i det el, vi tager ind, sagde den politiske leder.

Klar førsteplads
Sammenlignet med Enhedslistens frontfigur, Pernille Skipper, og SF's formand, Pia Olsen Dyhr, kan de to partiledere dog slet ikke måle sig med Uffes mange flyveture i en arbejdssammenhæng.

Politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper har fløjet otte gange til udlandet i det samme tidsrum for Folketinget og Enhedslisten. Det oplyser partiets pressetjeneste til Ekstra Bladet.

Pernille Skipper har rejst en enkelt gang til FN's kvindekommission i New York med Folketinget. Resten af turene består af tre besøg hos søsterpartiet i Norge og et i Island, et møde på Cypern, et maraton i Palæstina, en fredskonference i Tyrkiet samt et andet besøg i Tyrkiet hos fængslede parlementsmedlemmer.

Alternativets citater

'Kys mere, flyv mindre', lyder det i Alternativets klimaudspil 2030.

'Men ved du hvad, Lilleholt: Som jeg ser på det, må den grønne omstilling gerne gøre lidt ondt (...) Måske kommer vi til at spise mindre kød, eller betale mere for det, måske kommer vi til at flyve mindre eller betale højere afgifter for at gøre det (...) Hvis ikke en klimaminister skal gå forrest, så ved jeg ikke, hvem der skal. Også selvom det gør lidt ondt', skriver Uffe Elbæk i et debatindlæg i oktober 2017.

'Klimaforandringerne er den største udfordring, vi som samfund og verden står over for. Menneskets forurening og udpining af vores planet har ændret fundamentalt ved de processer, vores eget livsgrundlag er afhængigt af. Derfor forandrer klimakrisen alting. Og derfor må vi indstille os på, at vi i fremtiden skal leve langt klogere og mere bæredygtigt, end vi gør i dag', lyder det på Alternativets hjemmeside.

'I Alternativet starter vi med os selv, fordi vi anerkender, at al forandring nødvendigvis må komme indefra. Derfor har Alternativet opstillet en række ufravigelige kriterier for, hvordan vi vil operere og agere som politisk parti', står der i Alternativets politiske program.

- Jeg gør faktisk det, at jeg springer mange af de lange rejser over, fordi jeg altid vurderer, er det strengt nødvendigt, at jeg kommer med til det her eller hvad, siger Alternativets miljøordfører Christian Poll på Radio24syv i programmet 55 minutter.

- Det handler om at lade være med at flyve så meget i sommerferien, fordi det er simpelthen så CO2-tungt. Men så handler det også om at give danskerne mulighed for at holde ferie i Danmark, som jo er et skønt land, siger partiets politiske ordfører Carolina Magdelene Maier til DR i juli 2018.

Uffe Elbæk har altså sat sig til rette i flyveren på 25 politiske udenlandsrejser mere end Enhedslistens politiske leder.

SF's formand, Pia Olsens Dyhr, når slet heller ikke rejsekongen Uffe Elbæk til vingespidserne. Hendes rejser kan tælles på to hænder. Tre rejser med Folketinget, der er gået til New York, Paris og en sprogskole i England.

Som formand for SF har hun været afsted på fire rejser siden folketingsvalget i 2015. De gik til Finland, Island, Bruxelles og Utrecht i Holland. Noget mindre eksotisk end de rejsemål, som Uffe Elbæk begiver sig ud på.

SF's formand er med syv rejser derfor langt fra de 33 Uffe Elbæk-rejser.

Ud over de 33 professionelle rejser har Uffe Elbæk rejst på syv private flyrejser inden for de sidste fire år. Blandt andet i 2017, hvor han fløj tre gange. Turene gik til Athen, Mallorca og Rom

Over dobbelt så meget.
Ekstra Bladet har udregnet partiledernes rejser i fugleflugt fra København til destinationen tur-retur. Private rejser er ikke talt med.

 

Pia Olsen Dyhr (SF):

I alt: 25.158 km

Udledt: 6.289.500 gram CO2

Svarer til en halv gang rundt om jorden.

Pernille Skipper (EL):

I alt: 41.744 km

Udledt: 10.436.000 gram CO2

Svarer til en gang rundt om jorden.

 

Uffe Elbæk (AL):

I alt: 170.230 km

Udledt: 42.557.500 gram CO2

Svarer til fire gange rundt om jorden.

Her kommer man med simpel matematik frem til det resultat, at Uffe Elbæk har rejst over dobbelt så meget, som konkurrenterne har rejst tilsammen.

Nægter at have rejst for meget

- Får klimaet det bedre af, at du flyver ud i verden for at fortælle, at klimaet skal blive bedre?

- Jeg vil gerne, at vi fløj mindre, hvis det var muligt, men når det handler om at etablere internationale relationer, så skal man sidde i samme rum, siger han.

- 14 af de her rejser er arrangeret af Alternativet selv. Fire af dem er længere ture til USA og Canada. Hvorfor arrangerer Alternativet en tur, hvor du skal flyve så langt væk, når det belaster klimaet så meget?

- Fordi vi har prioriteret at få de her internationale samarbejder. Jeg tror ikke, der er nogen partier, der vil sige, at man ikke skal tage et møde med Bernie Sanders, inden han bliver præsidentkandidat.

- Har du gjort dig nogle overvejelser omkring, hvor mange rejser du kan tillade at tage dig fremover?

Nej, det tror jeg slet ikke man kan sige. Jeg kan ikke sætte et tal på det. Det må være helt afhængig af de konkrete begivenhed, siger Uffe Elbæk, og fastslår, at han ser det som en fuldstændig naturlig konsekvens af at etablere et nyt parti.

554 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere