Ambassadøren inviterede sig selv til farvelfest hos Frank: Pris 26 kroner

Folket blev spist af med kaffe, te og sodavand

Rufus Gifford har fået et hav af kendte venner i sin tid som amerikansk ambassadør i Danmark. Her fortæller han om forholdet til dem.

Den amerikanske ambassadør Rufus Giffords dage i Danmark er talte. På fredag er det goodbye efter tre et halvt år i det største palæ på den nordsjællandske strandvej - ambassadørboligen Rydhave i Skovshoved.

Den 42-årige ambassadør, som har en fortid i Hollywood, har i Danmark fået et hav af kendte og kongelige venner og fans, som han den seneste tid har taget afsked med.

Mandag stod den således på farvelseance på Københavns Rådhus. Den amerikanske ambassade havde selv ansøgt Modtagelsesudvalget i Købehavns Kommunes Økonomiforvaltning om at kunne afholde et arrangement for ambassadøren.

Det fremgår af en aktindsigt, som Ekstra Bladet har fået.

I modsætning til de mere glamourøse fester, ambassadøren har deltaget i, var traktementet for folket en skrabet model.

Menuen lød hverken på rådhuspandekager eller vin. I stedet blev der serveret 20 kander kaffe, 20 kander te og to kasser sodavand. Medregnet tre vagter, to serveringspersonaler, en lydmand og opvask beløb arrangementet sig til 6400 kroner - eller en kuvertpris på beskedne 26 kroner.

Der var til gengæld overvældende interesse for at møde ambassadøren. Så stor, at 200 stod på venteliste.

Tæt kontakt
I ambassadørens ansøgning fremgår det, at den populære amerikaner ville 'holde en åben forelæsning på Rådhuset'.

'Der ansøges samtidig om overborgmesterens deltagelse i forelæsningen', lyder det videre i ansøgningen.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Overborgmester Frank Jensen (S) var til alt held frisk på afskedssalutten og i at deltage i programmet.

For de 250 tilmeldte indledte Rufus Gifford forelæsningen med 'et kort oplæg om sine oplevelser af København og Danmark'.

Dernæst bød ambassadøren op til pardans med overborgmesteren, og d'herrer diskuterede det amerikanske præsidentvalg og de udfordringer, USA og Danmark står overfor i dag.

- Jeg har haft meget meget tæt personlig kontakt med Rufus Gifford igennem tre et halvt år, hvor han har arbejdet for præsident Obama i Danmark. Han er den ambassadør, der har åbnet mest op. Givet mest, fortalt mest. Både om sit eget land, men også videreformidlet, hvad der sker i Danmark og ikke mindst i København. Og det er jeg selvfølgelig glad for, siger Frank Jensen, som modtog ambassadøren med en velkomstkrammer, til Ekstra Bladet.

Den amerikanske ambassade har selv henvendt sig, siger Frank Jensen i dette klip. Video: Christian Ørtoft/Niels Østergaard

Før deltagerne kunne mingle med ambassadøren i de storslåede omgivelser, var der mulighed for at stille spørgsmål til Gifford.

Rigtig mange har i årenes løb fulgt med i Rufus Giffords liv, som der tilmed blev en reality-serie ud af. 'Jeg er ambassadøren fra Amerika' blev sendt på DR3, som havde fulgt ambassadøren i tre måneder.

Med en baggrund som manuskriptforfatter i Hollywood har han som få formået at skabe en eventyrlig historie om sin tid i Danmark. Dertil kommer alle arrangementerne med kendte og journalister, som blandt andet har været inviteret til thanksgiving hos ambassadøren og stået i kø for at tage selfies med ham.

Jeg er meget ydmyg
Selv afviser han at have haft en strategi for at gøre sig interessant i medierne:

- Jeg er meget ydmyg. Vi havde aldrig regnet med det eller forsøgt. Vi har bare fulgt vores hjerte, siger Gifford til Ekstra Bladet, som har varmet op til afskedsknaldet med det danske folk med både nedtælling på Facebook og ture rundt omkring i landet.

Og alt tyder, at den såkaldt ikke-eksisterende pr-strategi alligevel har virket, for i mediearkivet Infomedia giver en søgning på hans navn siden 2012 knap 2571 hits. Til sammenligning er den franske ambassadør François Zimerays navn i samme periode nævnt i 1070 medieproduktioner.

1 af 3 Foto: Jonas Olufson
2 af 3 Foto: Jonas Olufson
3 af 3 Før besøget på Københavns Rådhus overrakte dronningen Rufus Gifford dannebrogsordenen. Ambassadøren svarede med et grin, da Ekstra Bladet spurgte, om han ville foretrække en dronning frem for præsident Donald Trump. Foto: Jonas Olufson
83 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere