Angreb på Lunde: ’Stop med at spille politisk klodsmajor’

Dansk Folkeparti og oppositionen vil have kvotekongerne til at punge ud, men fødevareminister Esben Lunde Larsen sætter hælene i

Et udpluk af Esben Lundes møgsager

Esben Lunde Larsen (V) optræder ’provokerende’ og ’på grænsen til det arrogante’ i sagen om kvotekongernes betaling til arbejdsmiljø ifølge Socialdemokratiets fiskeriordfører.

Samtidig lever ministeren ikke op til den fiskeriaftale, som han nødtvunget hoppede med på.

Derfor skal Esben Lunde nu lave en ny og mere solidarisk model, så kvotekongerne skal grave dybere i tegnebøgerne, lyder det fra oppositionen.

– Esben Lunde Larsen skal stoppe med at spille politisk klodsmajor om fiskeriaftalen. Det er vi ikke blevet stillet i udsigt, da han sagde undskyld, siger Simon Kollerup, fiskeriordfører for Socialdemokratiet.

– Vi havde en forventning om, at Esben Lunde ville gennemfører fiskeriaftalen i ord og ånd, som han skrev, men vi kan se, at han forsøger at gennemføre sin egen version, hvor han kan, lyder det.

'Ministeren må rette ind'
Stridens kerne er fiskeriets arbejdsmiljøråd, som hvert år modtager tre millioner kroner til at rådgive fiskere om arbejdsmiljø og sikkerhed.

I dag betaler fiskerne 1331 kroner per person om bord til arbejdsmiljørådet. Men i en ny model, som rådets bestyrelse har lavet, og som ministeren har fremlagt, laves hele systemet om, så betalingen afhænger af skibets længde.

Det betyder, at landets knap 700 mindste kuttere skal betale 22 procent af rådets tre millioner kroner, mens landets 12 største kuttere skal betale 10 procent.

Regeringen har forsvaret sig med, at den nye model er lavet af arbejdsmarkedets parter i miljørådets bestyrelse. Men det giver Enhedslisten ikke meget for.

– Vi skal ikke bare sige ja, selvom det er arbejdsmarkedets parter. De skibe, som har langt den højeste indtægt, skal betale det største bidrag, siger Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

– Jeg forventer, at ministeren retter ind. Han efterlever ikke aftalen i ord og ånd, så han må komme med noget, som er bedre, lyder det.

DF føler sig latterliggjort
Landets rigeste fiskere, de såkaldte kvotekonger, der har tætte forbindelser til Venstre, giver endnu en gang også fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) problemer med regeringens støtteparti.

Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen føler sig ’latterliggjort’ af ministeren, og forrige uge forlod DF’eren et møde i vrede.

Samtidig lader Esben Lunde kvotekongerne slippe for billigt på bekostning af de små fiskere i en ny model for indbetaling til bedre arbejdsmiljø i fiskeribranchen, lyder det fra Dansk Folkepartis fiskeriordfører.

- Det vil jeg ikke være med til, og jeg er skuffet lige nu, siger Ib Poulsen.

– Jeg forventer, at ministeren får ændret modellen, så den bliver mere solidarisk og bedre for de små fiskere, fortæller DF’eren.

Venstres tætte bånd til kvotekongerne

Nytårskur med Løkke
Ekstra Bladet har gennemgået listen over store bidragsydere til Løkkefondens nytårskur i Thyborøn 22. januar i år, og her dukkede Danmarks allerstørste kvotekonger op.

Henning Kjeldsen, der anslås at have en personlig formue på 1,5 milliarder kroner, donerede til Løkkefonden, der hjælper drenge på kanten. Han får snart Danmarks største kutter på godt 90 meter.

Det samme gælder for Gullak Madsen, som er den 77. rigeste i Danmark. Han donerede til Løkkefonden og har en kutter på 88 meter.

Lars Løkke er mødt personligt op til torskegilde eller nytårskur i Thyborøn de seneste fire år, og snakken er faldet på andet end det velgørende arbejde ifølge statsministeren.

’Det var samtidig en god lejlighed til at få en god snak om fiskeriets fremtidsmuligheder’, skrev Lars Løkke på Facebook efter torskegildet i Thyborøn i 2016.

Nytårskurene arrangeres år efter år af kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, som også kaldes 'Kongen af Thyborøn'. Sammenlagt har han samlet 845.841 kroner ind til Lars Løkkes fond.

Firma sammen
Kongen af Thyborøn har samtidig tætte økonomiske forbindelser til Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen.

Sidste efterår pumpede kvotekongen fire millioner kroner ind i et lille Holstebro-firma kaldet ’DayWork Aps’, der er delvist ejet af Venstres fiskeriordfører.

Værdien af politikerens private investering blev med storfiskerens entré mangedoblet kun fem uger efter firmaets stiftelse, viste dokumenter fra Erhvervsstyrelsen, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

Liberal pengeklub
Liberal Erhvervsklub Nordvestjylland gav i forbindelse med folketingsvalget i 2015 Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen et bidrag i omegnen af 140.640 kroner ifølge bogen Skjulte Penge.

John-Anker Hametner Larsen er medlem er den liberale klub, som på generalforsamlingen i 2016 havde besøg af Venstres to mest prominente fiskeri-politikere. Nemlig fiskeri-ordfører Thomas Danielsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde.

John-Anker Hametner har også haft eksklusivt besøg af Venstres næstformand, Kristian Jensen, på kajen i Thyborøn før valget i 2015.

Esben fyret
I april måned kom Esben Lunde Larsen med en usædvanlig dyb undskyldning til Folketinget for at redde sin ministerpost.

Det skete, efter det var kommet frem, at han havde hemmeligholdt forslag fra embedsværket, som kunne stramme op overfor de såkaldte kvotekonger.

Fiskeriområdet blev alligevel flyttet fra Esben Lunde i august.

Småfiskere: Det er en ommer
De små fiskere slipper en lille smule billigere med den nye model.

Alligevel er Foreningen for skånsomt kystfiskeri langt fra tilfredse.

– Det er en ommer, fordi der stort set ikke er forskel i forhold til den nuværende ordning. Det er stadig de små fiskere, som skal betale en uforholdsmæssig stor del, siger Søren Jacobsen, formand og ejer af kutteren H4 Regina i Helsingør.

Esben Lundes model gør, at landets kuttere på under 15 meter i længden skal betale 55 procent af udgifterne til arbejdsmiljørådet. Og selv et beløb på knap 1000 kroner er en stor del af indtægten.

– Det er en stor byrde for de små fiskere, fordi de ikke omsætter for så meget, så det er ikke vejen frem, hvis vi vil have flere små fiskere i udkantsområderne, siger Søren Jacobsen.

98 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere