Angreb på Tulle og Ole Birk: Tager boligejere som gidsler

Tulle og Ole Birk under beskydning: Er skyld i, at borgere ikke kan klage over milliontab på grund af jernbane i baghaven

En lang række vestfynske boligejere bliver taget som gidsler af regeringen og Dansk Folkeparti.

Sådan lyder den benhårde kritik fra flere partier på Christiansborg, efter at Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan planerne om en højhastighedsjernbane over Vestfyn betyder milliontab for flere af de berørte beboere.

Nu kan Ekstra Bladet afsløre, at folk som Torben Nødskouv Christensen, Brian Goerke samt mange af de andre fynboer, der bliver påvirket af jernbanen, slet ikke har mulighed for at klage over værdiforringelsen af deres boliger.

De er blevet stavnsbundet på grund af et politisk slagsmål på Christiansborg.

Se også: Får jernbane i baghaven: - Ingen erstatning

DF er nøglen
Det kan nemlig ikke lade sig gøre at klage over værdiforringelsen, før der afsættes en økonomisk bevilling til jernbanestrækningen på finansloven. Og det har den ansvarlige minister, Ole Birk Olesen (LA), ikke særligt travlt med.

Samtidig kritiseres DF med Kristian Thulesen Dahl i spidsen for at have sjoflet sagen under forhandlingerne i Finansministeriet.

Dansk Folkeparti er ellers med i det politiske flertal bag Togfonden, som den vestfynske jernbane er en del af.

– Dansk Folkeparti er nøglen til det her, lyder det fra Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, der fortsætter:

– Det er dem, der laver finanslov sammen med regeringen. Derfor er det i høj grad deres ansvar, at de får det her gennemført på vegne af forligskredsen bag Togfonden. Når det ikke sker, er det i høj grad deres ansvar, at de her mennesker kommer i klemme.

Intet hastværk
Det er Vejdirektoratet, som står for arbejdet med den vestfynske jernbane.

Her oplyser man, at de pågældende beboere først kan klage over deres boligs værdiforringelse, når der er vedtaget anlægslov for jernbanen med en økonomisk bevilling.

Men hos regeringen har man intet hastværk med at få det ordnet, lyder det i et svar fra Transportministeriet:

’Regeringen er ikke en del af Togfonden og prioriterer ikke dette projekt. Gennemførelse af projektet forudsætter dels, at der tilvejebringes bevilling ved, at projektet bliver optaget på finansloven, dels, at der vedtages en anlægslov. Ingen af delene er sket endnu.’

Uansvarligt
På den baggrund retter Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, en hård kritik af Ole Birk Olesen.

– Det er uansvarligt, at man ikke tager alvorligt, at man som minister er folkets tjener.

– Her rammer det helt konkret nogle mennesker. Det er et ret stort tab af livskvalitet, at man skal gå med usikkerheden, om huset kan sælges eller ej, og om man risikerer at miste penge.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Ole Birk Olesen til kritikken. Men trods flere henvendelser til Transportministeriets pressetjeneste er det endnu ikke lykkedes..

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

DF: Det er regeringens skyld

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl til sagen.

I stedet er det finansordfører René Christensen, der udtaler sig på vegne af DF.

Han finder det helt galt, at de vestfynske boligejere er blevet fanget i et politisk spil på Christiansborg.

Men han sender hurtigt aben videre til regeringen.

– Det er sådan nogle ting, der gør, at det er noget værre roderi, regeringen har bevæget sig ud i, siger han med henvisning til dens modstand mod Togfonden.

– I sidder vel også med nøglen til at løse det her problem. I kunne jo have fået det på finansloven for 2018?

– Vi gør det, som vi aftalte i Togfonden. Men vi må acceptere, at regeringen ikke vil. Man kan jo ikke vride armen om på folk. Men når penge skal sættes af, sætter vi dem af.

– Jeg nævner det kun én gang, hver gang der er finanslov. På den måde bruger vi ikke politisk kapital på det i finansloven.

– Men hvorfor vente med at få den anlægslov på plads, så de berørte kan få klarhed. I har jo et fletal?

– Jeg er sådan set helt enig. Derfor er det fuldstændig tåbeligt, at regeringen bliver ved med den her kamp. Jeg kan ikke se, hvad de vinder. Der er jo et flertal, der vil det her.

– I kunne vel slå i bordet ved finanslovsforhandlingerne?

– Ja, men det har vi ikke valgt at gøre. Vi har valgt at køre efter den model, at vi sætter pengene af, efterhånden som projekterne skal realiseres.

Efter planen skal arbejdet med den vestfynske jernbane påbegyndes i 2020.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Brians hus står til knap 2,7 mio. i købspris og forbedringer, hvilket er langt fra den seneste vurdering hos en ejendomsmægler, som lød på omkring 700.000 kr. på grund af jernbanen. foto: Tim Kildeborg Jensen
Brians hus står til knap 2,7 mio. i købspris og forbedringer, hvilket er langt fra den seneste vurdering hos en ejendomsmægler, som lød på omkring 700.000 kr. på grund af jernbanen. foto: Tim Kildeborg Jensen

Brian står til at miste to mio. kr.

Selvom den kommende jernbane over Vestfyn kommer til køre 12 meter fra familien Goerkes hæk og 30 meter fra deres stuevinduer – og projektet har været en enorm psykisk belastning, så har Vejdirektoratet sagt nej til at at opkøbe familiens hus.

Familien har klaget over afgørelsen, og sagen ligger lige nu i Transportministeriet. Alt efter svaret overvejer Brian også at klage over værdiforringelsen af huset. Det står dem i knap 2,7 mio. i købspris og forbedringer, hvilket er langt fra den seneste vurdering hos en ejendomsmægler, som lød på omkring 700.000 kr. på grund af jernbanen.

Derfor irriterer det også Brian, at politikerne tager de ramte boligejere som gidsler ved at forringe klagemulighederne.

– Der er et politisk flertal for jernbanen, og det må den til enhver tid siddende regering jo respektere i stedet for at modarbejde det, hvilket i sidste ende går ud over os og andre, der ønsker at klage, siger Brian Goerke.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Politikerne må begynde at se os som mennesker og ikke bare nogle tal, siger Torben Nødskouv Christensen, der er stavnsbundet til sin bolig. foto: Tim Kildeborg Jensen
Politikerne må begynde at se os som mennesker og ikke bare nogle tal, siger Torben Nødskouv Christensen, der er stavnsbundet til sin bolig. foto: Tim Kildeborg Jensen
 

Torben har mistet 1,3 mio. kr.: Kom nu ud over stepperne

Den tidligere politimand Torben Nødskouv Christensen og hans familie har om nogen oplevet konsekvenserne af den kommende jernbane over Vestfyn, der efter planen skal løbe 120 meter fra deres stuehus.

Familien har dokumentation for, at deres hus er gået fra at være 2,3 mio. kroner værd til 995.000 kr. på grund af jernbanen.

Torben har forsøgt at få staten til at opkøbe hans ejendom, men har fået afslag. Derfor frustrerer det ham meget, at han ikke kan søge om erstatning for dokumenteret værdiforringelse af huset, så længe politikerne ikke kan blive enige.

– Vi er jo fuldstændig bundne på grund af den her situation. Politikerne må se at komme ud over stepperne i stedet for at være så fokuserede på deres egne taburetter – og begynde at se os som mennesker og ikke bare nogle tal, siger han.

Fakta om jernbanen

Beslutningen om den nye jernbane over Vestfyn er en del af den politiske aftale ’Togfonden’, som blev vedtaget af den daværende S-R-SF-regering samt Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Jernbanen bliver på 35 kilometer og løber fra Blommenslyst vest for Odense til Kauslunde øst for Middelfart langs den fynske motorvej. Pris 4,9 mia. kr.

Den nye strækning forventes at give en rejsetidsgevinst på seks minutter.

Det vurderes, at knap 600 ejendomme i større eller mindre omfang vil blive berørt af jernebaneprojektet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere