Anholdt i Britta-sagen: Kan sidde i sydafrikansk fængsel i måneder

Dansk politi kræver mistænkt i svindelsagen udleveret fra Sydafrika, men det kan tage tid

En person er anholdt i Britta-sagen.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Den mistænkte mand i svindelsagen fra Socialstyrelsen kan måske se frem til flere måneder bag tremmer i Sydafrika.

Det oplyser bagmandspolitiet, som efter anholdelsen af den 38-årige mistænkte for groft hæleri tirsdag aften i Johannesburg, nu kræver ham udleveret.

- Det er muligt, at der kan gå op til flere måneder, siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kaldet bagmandspoltiet.

- Vi fremsætter en begæring for udlevering, og så skal gode lokale kræfter arbejde på at imødekomme vores anmodning. Og så er der en drøftelse af, hvorvidt man ønsker at lade sig udlevere til os, forklarer politiinspektøren.

Britta er hovedmistænkt
Den 64-årige Britta Nielsen fra Socialstyrelsen bliver fortsat betragtet som den hovedmistænkte i sagen om svindel med 111 millioner kroner fra Socialstyrelsens særlige satspuljemidler til udsatte grupper.

Ekstra Bladet kunne mandag afsløre, at den medsigtede mand var rejst til Sydafrika. Det viste fortrolige indrejsedokumenter fra de sydafrikanske myndigheder, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Personen fløj fra Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris og landede med Air France-flyet AF990 i Johannesburgs internationale lufthavn fredag 6. juli i år. Planmæssig ankomst var klokken 9.55. Det fremgår af de fortrolige dokumenter.

Han er mistænkt for hæleri af særlig grov beskaffenhed. Han har angiveligt fået del i de penge, som 64-årige Britta Nielsen ifølge Bagmandspolitiet har svindlet sig til i Socialstyrelsen.

På grund af navneforbuddet er det ikke muligt at oplyse, hvilken forbindelse personen har til 64-årige Britta Nielsen.

Flere anholdelser?
Den anholdte mand er blandt tre mistænkte personer, som er sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed. Der er ifølge bagmandspolitiet ikke en international arrestordre på de andre medsigtede.

Det er uvist, om de andre medsigtede kan se frem til en anholdelse i den nærmeste fremtid.

- Efterforskningen pågår, og vi vælger de værktøjer, som er nødvendige, når tid er. Hvornår det sker, det har jeg ikke nogen bemærkninger til, siger Thomas Anderskov Riis.

- Det er da lidt mærkeligt, at den ene mistænkte bliver anholdt, mens de to andre ikke gør.

- Ja, jeg kan sagtens forstå, at det udefra ser sådan ud, men jeg kan ikke komme det nærmere.

Britta flygtet til Sydafrika
Den hovedmistænkte Britta Nielsen er også flygtet til Sydafrika via Schweiz 23. september, hvilket Ekstra Bladet afslørede på baggrund af fortrolige indrejsedokumenter.

- Hvor tæt er I på at fange Britta? Kommer der en pressemeddelelse i morgen?

- Det håber jeg. Både for sagens opklaring, men også for Britta skyld. Det der med at være på flugt, det tror jeg ikke, at der er nogen, som bryder sig særligt meget om.

- I har et godt billede af, hvor hun befinder sig?

- Vi har mange gode billeder, fortæller politiinspektøren.

Mand på vej væk
Den anholdte mand i svindelsagen var på vej ud af Sydafrika, da han blev anholdt i lufthavnen. Bagmandspolitiet vil dog ikke oplyse, hvor han var på vej hen.

- Jeg kan ikke komme ind på, hvor han ville rejse hen. Det ville være at afdække for meget af efterforskningen. Ganske enkelt fordi, der er andre mistænkte i sagen, siger Thomas Anderskov Riis.

- Der er mange lande og destinationer, som indgår i efterforskningen, men jeg kan ikke komme ind på noget konkret, fortæller han.

- Hvordan gik det med anholdelsen?

- Anholdelsen forløb ganske stille og roligt. Der var ingen dramatik så vidt jeg er orienteret

- Har I talt med den mistænkte?

- Vi har ikke haft lejlighed til at tale med ham endnu, og det er noget, som vi skal i dialog med de lokale myndigheder om.

- Hvor mange af de svindlede penge formoder I, at den mistænkte mand har brugt?

Vi kan ikke offentliggøre noget beløb, men det er hæleri af særlig grov beskaffenhed, så det er betydelige størrelser, som vi mistænker den pågældende for.

- Ved I, hvordan han forholder sig til sigtelsen?

- Nej.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

1 af 3 Britta Nielsen er efterlyst internationalt for svindel for 111 mio. kr. Nu er en mand anholdt i Sydafrika.
2 af 3 
3 af 3 Her ses den 38-årige mand, som er sigtet i svindelsagen.
46 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere