Ansat i USA's udenrigsministerium levede vildt dobbeltliv

I flere år har en ansat i Trump-administrationen levet et dobbeltliv som embedsmand på jobbet og leder af en højrenationalistisk gruppe i sin fritid

I mindst fire år har Matthew G. Gebert deltaget i demonstrationer med andre nynazister - blandt andet i Charlottesville i 2017. Foto: Ritzau Scanpix
I mindst fire år har Matthew G. Gebert deltaget i demonstrationer med andre nynazister - blandt andet i Charlottesville i 2017. Foto: Ritzau Scanpix

En højtprofileret ansat i det amerikanske udenrigsministerium har i flere år været en del af det nynazistiske miljø.

Torsdag er den ansatte, 38-årige Matthew G. Gebert, blevet suspenderet fra sit arbejde som følge af sagen, skriver det politiske netmedie Politico.

Sagen begyndte at rulle, da Southern Poverty Law Center (SPLC) onsdag kunne afsløre, at Matthew G. Gebert siden 2015 har afholdt arrangementer for nynazister i sit hjem, deltaget i nynazistiske podcasts, delt billeder af hagekors og udtrykt, at han vil grundlægge en nation kun for hvide mennesker.

- Vi (hvide red.) har brug for et land kun for os. Det er alt, vi behøver. Vi har brug for et land grundlagt af hvide mennesker med atomvåben, som kan afskrække og sætte tingene på plads, sagde Gebert, da han i maj 2018 gæstede en episode af podcasten 'Fædrelandet'.

Gik med i Charlottesville-march
Ifølge rapporten fra SPLC har Matthew G. Gebert i sin fritid været med til at lede en højrenationalitisk gruppe, som i 2017 koordinerede en demonstration i Charlottesville. Her påkørte en 22-årig erklæret højrenationalist en gruppe moddemonstranter. En kvinde blev dræbt og 20 såret.

Gebert gik selv med i - dog iført hat og solbriller for at undgå at blive genkendt.

En kvinde blev dræbt, og adskillige såret, da en bil kørte direkte ind i en gruppe, som demonstrerede mod et nynazistisk rally i Charlottesville i 2017. Foto: Ritzau Scanpix
En kvinde blev dræbt, og adskillige såret, da en bil kørte direkte ind i en gruppe, som demonstrerede mod et nynazistisk rally i Charlottesville i 2017. Foto: Ritzau Scanpix
 

Matthew G. Gebert kom til udenrigsministeriet i 2013 på et prestigefyldt stipendium, fremgår det af en artikel i George Washington Universitys GW Magazine. Stipendiets formål er at 'uddanne en lille gruppe af potentielle regeringsledere'.

Ansatte i udenrigsministeriet har forbud mod at deltage i politiske aktiviteter, så længe de er ansat af regeringen.

Var 'Coach Finstock' på nettet
I højreekstreme fora har Matthew G. Gebert under pseudonymet 'Coach Finstock' flere gange skrevet, at han er klar over, at hans ekstreme holdninger kan koste ham jobbet.

- Der er ting, der er vigtigere end karriere og lønsedler (...) Jeg er klar på at miste mine, for der er ting, der er vigtigere for mig i livet - ud over min familie, selvfølgelig, skriver han i et af opslagene.

Foruden Matthew G. Gebert er også hans hustru, Anna Vuckovic, aktiv på forskellige nynazistiske internetfora.

Under aliasset Wolfie James skal Anna Vuckovic blandt andet have delt datingtips og råd til nybagte forældre på den højreekstreme hjemmeside The Right Stuff.

Donerede til valgkamp
I 2018 donerede Gebert 200 dollars til Paul Nehlens valgkamp, da han stillede op til Kongressen for Republikanerne.

Forud for donationen var Nehlen blevet fordømt af sit eget parti for blandt andet at promovere antisemitiske holdninger på Twitter. I flere tilfælde har Paul Nehlen delt private oplysninger, herunder mailadresser og telefonnumre, på jøder, som forinden havde kritiseret ham på Twitter.

I 2018 støttede Matthew G. Gebert den udskældte politiker Paul Nehlens valgkamp med 200 dollars.
I 2018 støttede Matthew G. Gebert den udskældte politiker Paul Nehlens valgkamp med 200 dollars.

Afsløringerne kommer bag på Amos Hochstein, der arbejdede som koordinator i udenrigsministeriet fra 2014-2017, og i den periode var chef for Matthew G. Gebert.

- Det er ufatteligt, at han blev sikkerhedsgodkendt to gange, siger Hochstein til Politico.

- Hvis Gebert havde været muslim eller farvet, så ville han være blevet opdaget. Nynazister er ikke kun skaldede mænd med tatoveringer. De opererer i det skjulte. Jeg er forfærdet over, at Gebert har arbejdet for mig.

287 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere