Arne Melchiors sidste interview

Ekstra Bladet fik i marts det sidste interview Arne Melchior, som dengang stadig havde liv i stemmen og uendelige mange politiske minder

Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen

For et halvt år siden talte Ekstra Bladet sidst med den tidligere og nu afdøde politiker fra Centrum-Demokraterne, Arne Melchior. Med en frisk stemme fortalte han detaljeret om sit lange politiske liv - Hvordan det hele startede, og hvordan det egentlig aldrig sluttede.

Arne Melchior nåede at blive 91 år, inden hans familie i dag meddelte hans død.

  Familien oplyser, at begravelsen finder sted mandag 26. september på Mosaisk Vestre Begravelsesplads klokken 14.00. Foto: Linda Johansen Krimi Arne Melchior er død

Da Ekstra Bladet talte med ham i marts, var der intet i hans stemme, der tydede på, at han snart skulle dø. Udover en hukommelse, der var mærket af et langt liv med uendelig mange indtryk, var han fuld af liv og entusiasme. Han så tilbage på sin politiske karriere som en god tid, selvom den sluttede, før han ønskede det.  

Politiker ved et tilfælde
Uden helt at ville det blev Arne Melchior overtalt til at stille op for Centrum-Demokraterne i 1973, som han samme år havde været med til at stifte. Arne stillede op på Nørrebro, fordi han troede, at han ingen chance ville have for at blive valgt ind der. Men det gjorde han.

- Centrum-Demokraterne blev kaldt for parcelhuspartiet. Og det var der ikke meget af på Nørrebro, så jeg regnede ikke med at blive valgt, sagde Arne Melchior, som er uddannet i tekstil, reklame og papirvarer.

Men Arne Melchior blev draget af politik og at være med til at påvirke det danske samfund, og pludselig havde han siddet i folketinget i 27 år.

Arne Melchior var politisk aktiv, til han var 77, hvor han de sidste måneder kørte solo som løsgænger.


Gik i stykker på scenen
Det var ikke af egen fri vilje, at det politiske liv måtte ende. Efter mange års politisk karriere fortsatte Arne med at holde foredrag og skrive artikler og klummer. Men til sidst måtte han trække sig tilbage på grund af alderdommen.

- Det er kedeligt ikke at kunne det samme som tidligere, men den manglende hukommelse gør det vanskeligt at gøre sig gældende, og det har jeg måttet acceptere, siger Arne Melchior.

Han holdt foredrag flere gange om ugen, da han var 86 år. Han havde aldrig brugt manuskript, og gjorde det heller ikke der. Men til sidst kunne hukommelsen ikke følge med, og der måtte Arne Melchior indse, at han måtte trække sig tilbage.

- I gamle dage var jeg kendt for at kunne huske ting og sammenhænge. Det kan jeg ikke længere, sagde Arne Melchior til Ekstra Bladet i marts måned.

Sidst Arne Melchior stod på scenen, gik han i stykker flere gange undervejs.

- Jeg kunne ikke huske det, jeg skulle sige, forklarede han.

Hans kone derimod var ikke i tvivl om, at hendes mand stadig var skarp på mange punkter:

- Hans korttidshukommelse fejler intet. Og hvis vi sidder og ser 'Hvem vil være millionær', er han stadig vågen. Men tidligere begivenheder husker han ikke godt, forklarede Arnes kone, Nina til Ekstra Bladet.


 

Hans største beundrer
Storebæltsbroen blev besluttet på Arne Melchiors kontor i 1988 og åbnede ti år efter. Det husker han selv som den største bedrift i sin politiske karriere. Hans kone derimod synes, at Arne skilte sig ud med sit ønske om at indføre forbedringer for den almindelige dansker.

- Efter vi fik vores første barn, boede vi langt fra en togstation. Det var besværligt at komme rundt, for man kunne ikke tage barnevognen med i busserne. Det huskede han og fik senere indført, da han trådte ind i politik, siger Nina.

At man i dag også kan tage sin cykel med i togene, er på samme måde Arne Melchiors fortjeneste.

Et surt farvel
Under hans sidste tid med Centrum-Demokraterne viste Arne Melchior forståelse for Israels daværende ambassadør i København, Carmi Gilion, om, at Israel udførte moderat fysisk pres mod anholdte terrormistænkte. Israel og Palæstina-krisen hærgede vildt i 2001, og med Arne Melchiors jødiske baggrund følte mange, at han havde en subjektiv tilgang til konflikten.

I Ekstra Bladet mødte han meget kritik for sin udtalelse. Og i læserbreve blev der skrevet, at det rablede for ham, at han sagde ja til tortur, at han mente, at alt, hvad Israel gjorde, var o.k., og at han skulle skamme sig.

Også blandt hans partimedlemmer blev han mødt af modstand. Det tror han i hvert fald selv er årsagen til, at han i september 2001 blev fyret som udenrigspolitisk ordfører og medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Han valgte her at træde helt ud af partiet og optræde som løsgænger.

- Jeg stoppede i Centrum-Demokraterne, fordi jeg blev skuffet over, at de fratog mig mit mangeårige medlemskab i Udenrigspolitisk Nævn. Da valget kom kort efter min nye status som løsgænger, valgte jeg at stoppe helt, siger Arne Melchior, som med sine 77 år også var begyndt at føle sig for gammel til en ny politiske karriere.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

11 kommentarer
Vis kommentarer