Pia K.: Jeg vil byde højere end en kinesisk rigmand

Folketinget skal mandag aften regne med at betale mindst 3,7 millioner kroner, hvis de vælger at følge Pia Kjærsgaards forslag om at byde på auktionen af statuen af Holger Danske

Den tidligere formand, som i dag er værdipolitisk ordfører hos DF, ser gerne, at statuen kommer til at stå et sted tæt ved Christiansborg, så folketingsmedlemmer ser den hver dag. (Polfoto/Rumle Skafte)
Den tidligere formand, som i dag er værdipolitisk ordfører hos DF, ser gerne, at statuen kommer til at stå et sted tæt ved Christiansborg, så folketingsmedlemmer ser den hver dag. (Polfoto/Rumle Skafte)

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, har i dag afsendt et brev til Mogens Lykketoft, som er formand for Folketingets Præsidium, med et forslag om en ny investering.

Hun vil nemlig gerne have, at Folketinget køber bronzestatuen af Holger Danske, som for nyligt er sat til salg på internetauktionssitet lauritz.com.

De har vurderet den til 2.500.000 kroner. I skrivende stund er prisen dog allerede et godt stykke over.

Klokken cirka 21.00 mandag aften skal man byde intet mindre end 3.740.000 kroner, hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger om ejerskab over den mellem 1500 og 2000 kilo tunge statue.

Pia Kjærsgaard, der selv er 2. næstformand i præsidiet, vil dog ikke ud med, hvor meget hun mener, at Folketinget børe være villig til at betale for statuen.

- Man ville være en dårlig købmand, hvis man forud for en auktion siger for meget. Så det kan jeg ikke forholde mig til.

- Altså hvis man siger så meget, så tror jeg, at spillet vil være tabt på forhånd, siger Pia Kjærsgaard til Ekstra Bladet mandag aften.

Hun mener, at statuen er et nationalt klenodie, som skal blive i Danmark.

Ringe opbakning
- Jeg vil i hvert fald gerne have, at vi byder højere end en eller anden kinesisk rigmand. Men jeg har ikke fået den helt store opbakning endnu, siger hun.

- Har Folketinget ikke vigtigere ting at bruge penge på?

- Jo, det kan man altid debattere. Men jeg synes, at denne her statue er væsentlig. Den er et symbol, og den skal ikke ende et eller andet sted i udlandet.

Den tidligere formand, som i dag er værdipolitisk ordfører hos DF, ser gerne, at den kommer til at stå et sted tæt ved Christiansborg, så folketingsmedlemmer ser den hver dag.

- Statuen skal minde os om, hvorfor vi er valgt, siger hun.

Myten siger, at statuen af Holger Danske vil blive til kød og blod for at forsvare Danmark, hvis landet kommer i fare.

Det er Hotel Marienlyst i Helsingør, som har sat bronzestatuen af Holger Danske til salg.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere