Elbæk efter frikendelse: Jeg er glad og lettet

Tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) er tilfreds med, at Rigsrevisionen har frikendt ham for inhabilitet.

Tidligere kulturminister Uffe Elbæk (R) er tilfreds med, at Rigsrevisionen har frikendt ham for at være inhabil i sagen om ministerens arrangementer på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AKUF), hvor hans mand er ansat.

- Jeg er både glad og lettet over, at Rigsrevisionen kommer frem til samme vurdering af sagens faktuelle forløb og indhold, som den jeg i sin tid gav på samrådet i december sidste år:

- Nemlig at jeg ikke var inhabil, og at der var velbegrundede faglige argumenter for alle arrangementer, der blev afviklet på AFUK, siger tidligere kulturminister Uffe Elbæk i en pressemeddelelse.

Læs også:

Se også: Cirkusministeren frikendt

Sagen om arrangementerne på AKUF, hvor ministerens mand er ansat, sendte sidst i 2012 ministeren ud i en storm, der endte med, at han trak sig som kulturminister.

- Det er personligt særdeles tilfredsstillende, at der er fuldstændig sammenfald mellem min egen gennemgang af sagen på samrådet og Rigsrevisionens rapport.

- Det betyder, at der nu er sat et punktum for sagen, og at jeg kan fokusere på mine fremtidige politiske opgaver, siger Uffe Elbæk.

Rigsrevisionen fastslår dog, at Kulturministeriet i en årrække har haft problemer med økonomistyringen.

- Som tidligere minister ærgrer jeg mig naturligvis over, at disse administrative problemer også har fundet sted i min ministerperiode, og at fejladministrationen også foregik i forbindelse med arrangementerne på AFUK, siger han.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere