SF-veteran: Skift Radikale ud med Dansk Folkeparti

I realiteten deler SF flere holdninger med Dansk Folkeparti end med Radikale Venstre, siger Tommy Dinesen

Hvis Dansk Folkeparti var en del af regeringen i stedet for Radikale Venstre, så ville SF ikke bløde markante partimedlemmer i disse dage.

Det mener det tidligere folketingsmedlem og borgmester for Kalundborg Tommy Dinesen, der har været medlem af SF siden 1965 og siddet mere end 16 år i det danske Folketing.

- Jeg ville sige til dem, at de skulle smide Radikale ud og tage Dansk Folkeparti med i stedet for, siger Tommy Dinesen til P4 Sjælland.

Tirsdag aften meddelte SF's nu tidligere politiske ordfører, Jesper Petersen, at han forlader partiet og melder sig ind i Socialdemokraterne, fordi han mener, at SF mangler vilje til lederskab og tage ansvar.

Og onsdag morgen meddelte så yderligere to SF-personligheder, at de følger trop. Og ifølge Tommy Dinesen skyldes det tilsyneladende regeringssamarbejdet med Radikale Venstre.

Han indrømmer dog, at et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti vil blive meget svært at sluge for flere SF'ere, på trods af at de to partier har meget tilfælles.

- Det lyder måske lidt underligt, men da jeg i sin tid blev borgmester, var det jo blandt andet med støtte fra Dansk Folkeparti, siger den tidligere Kalundborg-borgmester og tilføjer:

- Det samarbejde, vi havde i de år, var rigtig godt. Både på det sociale og på ældreområdet lå DF tæt op af SF og Socialdemokraterne.

Det er dog ikke lang tid siden, at Tommy Dinesen selv var ude og så tvivl om sin partiloyalitet, fordi partitoppen meddelte, at SF ville tage del i den nye vækstpakke, der blandt andet indebærer en ny kontanthjælpsreform.

Den 73-årige SF-veteran skiftede dog hurtigt mening igen, da regeringen i slutningen af februar kom med et nyt reformforslag om at afsætte 27 milliarder kroner fra Nordsø-beskatningen til investeringer i den kollektive trafik.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere