Hans Engell: SF er under opløsning

Kommentar: Ekstra Bladets politiske kommentator mener, at Jesper Petersen udmelding af SF og indmeldelse i Socialdemokraterne er et afgørende nederlag for partiformand Annette Vilhelmsen

Politisk kommentator Hans Engell mener, at SF er under opløsning. Foto: Kristian Linnemann
Politisk kommentator Hans Engell mener, at SF er under opløsning. Foto: Kristian Linnemann

SF er et parti under politisk opløsning. Vælgerne flygter, kommunalbestyrelsesmedlemmerne melder sig ud, og i aftes kom en chok-udmeldelse: Partiet politiske ordfører siden valget i 2011, Jesper Petersen, melder sig ud og bliver fra i dag menigt socialdemokratisk folketingsmedlem.

For partiformand Annette Vilhelmsen er det et afgørende nederlag. Det viser, hun ikke magter at holde sammen på partiet, ligesom det understreger, hvor stor afstanden er internt i regeringen: Jesper Petersen forlader trods alt et regeringsparti til fordel for et andet.

Læs også:

Se også: Astrid Krag bliver i SF

Det er første gang i nyere politiske historie, en så fremtrædende politiker i et regeringsparti tjekker ud, fordi han anser sit eget partis politiske kurs for at være katastrofal.

Jesper Petersen angav i aftes alene politiske årsager til sit partiskifte, men det har længe været kendt, at Annette Vilhelmsen nok beholdt ham som politisk ordfører trods Jesper Petersens stærke støtte til Astrid Krag som formand, men hun gjorde det ikke helhjertet. Den politiske ordfører har ikke været en del af inderkredsen, og Vilhelmsen har ikke taget imod hans politiske råd og ideer. Det var i virkeligheden kun et spørgsmål om tid, inden det måtte komme til et brud.

Læs også:

Se også: Politisk ordfører: Derfor skrider jeg fra SF

Men det er samtidig også et kolossalt tab for SF, hvor den 31-årige sønderjyde Jesper Petersen anses for en af partiets største politiske begavelser og en stærkt sandsynlig formandskandidat, den dag Annette Vilhelmsen måtte give op.

Jesper Petersen har været nært knyttet til Thor Möger Pedersen og Mattias Tesfaye, der begge har forladt SF-politik – Tesfaye er gået over til liste A og Thor Möger styrer sit tv-program på DR2, men er stadig medlem af SF.

Ved siden af dem har stribevis af tillidsfolk, SFU'ere og kommunalfolk forladt partiet. Siden valget har hvert tiende SF-kommunalbestyrelsesmedlem meldt sig ud.

Læs også:

Se også: SF-formand: Han bliver den nye ordfører

Og i meningsmålingerne styrer SF under Vilhelmsens ledelse direkte mod nederlag ved kommunal-, EU og folketingsvalg.

Jesper Petersens afgang er også synligt udtryk for den interne uenighed i SF om linjen. SF er hverken rigtigt med i regeringen eller tør melde sig ud. I Vilhelmsens nye strategi indgår, at man skal lægge noget mere kant til de andre regeringspartier.

Læs også:

Se også: SF-lektie: DF vil ikke i regering for enhver pris

Foreløbig er den linje endt som det rene selvmål, hvor skiftende SF-politikere kommer med meldinger, som straks pløkkes ned af de andre regeringspartier og udstiller SF'erne som nogle indbyrdes uenige, der i øvrigt ikke har nogen indflydelse i regeringen.

Jonas Dahl bliver ny politisk ordfører, men selv om han er lovende, er der lang vej igen. Tabet af Jesper Petersen trækker søm ud i SF-gruppen, der ikke ligefrem er overbefolket med talenter.

Men hvorfor skrider Jesper Pedersen lige nu? Fordi han har været inderlig træt af udviklingen i SF siden formandsvalget, og fordi han anser Vilhelmsens projekt for en dødssejler.

Hvor han sammen med Thor Möger, Astrid Krag og Tesfaye styrede efter et SF, der skulle have indflydelse og regeringsansvar, oplever han et parti, der styrer den anden vej – mod de lette standpunkter, rene hænder og ingen ansvar.

Tidspunktet nu er velvalgt – der er ikke bestemte politiske stridspunkter, og han går til S på et tidspunkt, hvor Helles parti har brug for enhver opmuntring.

Annette Vilhelmsen har taget Jesper Petersens udmeldelse koldt og kontant, men bag facaden har hun været bitter og rasende over det svigt, hun oplever.

Vilhelmsen har dog ikke siden formandsskiftet haft Jesper Petersen med i den helt snævre kreds. SF's politiske ordfører har mere end loyalt forsvaret den ene mere håbløse sag efter den anden, men uden at være taget med på råd om SF's strategiske beslutninger.

Betydningen for regeringen?

Ikke stor, men Jesper Petersens afgang vil styrke den del af SF, der helst ser partiet ude af regeringen.

Mens der stadig var enighed i SF – Jesper Petersen med Villy Søvndal og Pernille Vigsø Bagge til sommermøde.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere