Helle T: Vi har gjort meget for de ledige

Statsministeren undveg på spørgsmål om regeringens tal for udfaldstruede dagpengemodtagere på tirsdagspressemødet

Helle Thorning-Schmidt (Foto: Michael Euler)
Helle Thorning-Schmidt (Foto: Michael Euler)

Ekstra Bladet har i sidste uge afsløret, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og hendes folk i beskæftigelsesministeriet samt Bjarne Corydons regnedrenge i Finansministeriet i op til en måned har undladt at informere offentligheden om de nye tal for, hvor mange mennesker der vil miste dagpenge i første halvår af 2013.

Det forholdt statsministeren sig dog ikke direkte til på det ugentlige pressemøde.

Til gengæld blev hun spurgt om, hvordan hun forholder sig til de nye og dobbelt så høje tal for ledige, der er ved at opbruge deres dagpengeret.

- Det er uendelig trist for den enkelte, der står i den her usikre situation. Vi har gjort uendelig meget, og har rullet rigtig mange initiativer ud. Selvfølgelig vil de arbejdsløse arbejde, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem, der står til at miste deres dagpenge. Det er store initiativer, der skal have tid til at virke, sagde statsministeren.

Hun henviste til, at der er opslået 17.000 akutjob på landsplan og at regeringen gennem akutpakkerne og den nye uddannelsesordning har gjort noget for de arbejdsløse.

- Det sidste halvandet år har vi beskæftiget os rigtig meget med den gruppe mennesker, der er ved at opbruge dagpengeretten. Dem, der ikke har gjort noget, er Venstre, der i første omgang opfandt den her ordning, sagde Helle Thorning-Schmidt til pressemødet.

Læs også:

Se også: Thorning: Jeg har fuld tillid til Frederiksen

Vil ikke have dårlig mave
Statsministeren opfordrer til at slå koldt vand i blodet, indtil Danmark er igennem den økonomiske krise.

- Regeringens opgave er at trække Danmark godt igennem krisen. Det nytter ikke, at man bliver nervøs eller får dårlig mave i den situation. Vi skal gøre det der skal til for at trække Danmark gennem krisen, så vi også har et velfærdssamfund, når vi kommer over på den anden side.

Regeringens officielle udmelding var helt frem til januar i år, at 7000-12.000 mennesker ville miste dagpengeretten i første halvdel af 2013. Den 10. januar blev tallet opjusteret til 17.000-23.000.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere