EL: Frederiksen må genåbne dagpengeforhandlingerne

Per Clausen er tilfreds med Mette Frederiksens dagpenge-erkendelse: Men hvad vil hun så nu gøre, spørger han

Det er på sin vis dejligt, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) nu erkender, at Enhedslisten havde ret, da partiet forudså, at frygten for at ryge ud af dagpengesystemet ikke ville få folk til at storme ud i arbejde.

Men Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, mener alligevel ikke, at man kan bruge erkendelsen til særligt meget.

- Erkendelsen er jo god, men det afgørende er jo, hvad der så kommer på den anden side af erkendelsen. Hvad vil hun gøre fremadrettet? Nu lavede vi en halvårsløsning, men den hører op, og der er stadig titusindvis, som står til at komme i klemme.

- Erkendelsen kunne man jo så opfatte som om, at hun også synes, at der er god grund til at snakke om, hvad man gør mere fremadrettet for at løse problemerne. Og det medvirker vi sådan set gerne til, siger Per Clausen.

Mette Frederiksens bastante udmelding om, at Enhedslisten havde haft ret "fra dag et", faldt mandag morgen på TV2.

Senere mandag præciserede hun sine udtalelser og slog fast, at hun altså ikke undsagde regeringens dagpengepolitik men blot, at Enhedslisten havde haft ret i sin frygt for, hvor mange, der ville falde ud af systemet.

Per Clausen mener, at en forlængelse af dagpengeperioden er løsningen. Derudover skal det gøres nemmere at optjene ret til dagpenge. Og så skal der skabes flere arbejdspladser, som er målrettet de ledige, der står til at falde ud af systemet.

- Jeg vil have svært ved at forstå, hvis regeringen nu afviser at forhandle om at finde en fuld og holdbar løsning. For deres løsning var netop baseret på tal og en forventning, som var fuldstændig forkert, siger han.

Enhedslisten kaldte i fredags både Mette Frederiksen og finansminister Bjarne Corydon (S) i samråd for at kunne udspørge dem om, hvor tidligt i forløbet de vidste, at dobbelt så mange stod til at falde ud af systemet i forhold til, hvad man tidligere havde sagt.

Enhedslisten mistænker - på baggrund af en artikel fredag i Ekstra Bladet - at ministrene bevidst har holdt tallet tilbage i 24 dage.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere