Nu vil Løkke pludselig sænke afgifterne: En grænse-hykler

Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister, satte han afgifterne på bl. a. øl, sodavand og chokolade op 12 gange - nu tager han på charmeoffensiv for at sænke afgifterne

Når Venstres formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, på et møde i Haderslev i aften vil buldre for, at man skal sætte afgifterne på øl og sodavand ned for at begrænse grænsehandlen, vil han blive mødt med stort bifald. Det vil ske, selv om de fleste på mødet ofte tager over den dansk-tyske grænse for netop at købe øl og sodavand.

Lars Løkke Rasmussen er i dag og i morgen på charmetur i det sønderjyske. Her skal han besøge en række virksomheder og også Fakta-butikken i Harrislee ved Flensborg, hvor mange danskere køber stort ind.

Grænsehandlen er et af de fire hovedkrav, som Venstre stiller til SRSF-regeringen for at gå med i en aftale om vækstpakken.

Nye toner
Og det er nye toner fra Lars Løkke Rasmussen. Da han var statsminister fra 5. april 2009 til 3. oktober 2011, nåede han at sætte afgifterne på øl, sodavand, cigaretter og sukker op 12 gange.

Det gav statskassen en indtægt på cirka 2,8 milliarder. Det fremgår af et svar, som skatteminister Holger K. Nielsen (SF) har givet Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen.

I svaret skriver Holger K. Nielsen også, at de øgede afgifter betød, at omkring 1000 danskere blev arbejdsløse. Derfor undrer det mange socialdemokrater, at Lars Løkke Rasmussen nu er så ivrig efter at gå lavet reglerne om.

Løkke tier
Lars Løkke Rasmussen havde i går ikke tid til at tale med Ekstra Bladet om sin tur til Sønderjylland, men det havde hans politiske ordfører Ellen Trane Nørby, som bor og er valgt i Sønderborg.

- Hvorfor er Venstre pludselig blevet så interesserede i grænsehandlen, når I selv satte afgifter på bl. a. øl, sodavand og chokolade op 12 gange, da Lars Løkke var statsminister?

- Det er den sædvanlige socialdemokratiske sang. Men vi kunne bare se, at grænsehandlen steg med 1 milliard kroner i de første otte måneder af 2012, efter SRSF-regeringen og Enhedslisten i forbindelse med finansloven i 2011 strammede sukkerafgiften, siger Ellen Trane Nørby.

- Skulle I ikke selv have handlet, da I var ved magten?

- Det gjorde vi også. Vi sænkede flere gange skatter og afgifter for at begrænse grænsehandlen, men det gik helt galt, da SRSF-regeringen kom til.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere