Vordingborg-borgmester: Det kunne værre gået værre

Det gik bedre end ventet, selv om Vordingborg Kaserne må sige farvel til 150 stillinger, mener borgmesteren.

Selv om der skæres drastisk på Vordingborg Kaserne, kan byens borgmester, Henrik Holmer (S) ånde lettet op. Kasernen overlever nemlig forsvarsforligets milliardbesparelser, og det var bedre end forventet, lyder det fra borgmesteren.

- På bundlinjen ser det mindre sort ud, end hvis man havde lukket kasernen totalt. Men der er ingen tvivl om, at vi nu har fået endnu et skud for boven.

- Vi har det lidt ligesom i cykelløb. Det er altid op ad bakke og i modvind, specielt når vi bor, hvor vi bor, siger Henrik Holmer.

Han slår fast, at Vordingborg vil kunne mærke, at dele af kasernen lukker, og at man må sige farvel til 150 stillinger.

- Det giver selvfølgelig en konsekvens for detailhandlen og for serviceerhverv i Vordingborg Kommune, når man ændrer, som man har gjort, men det kunne være meget værre, end hvad resultatet er blevet, siger Henrik Holmer.

Selv om Vordingborg Kaserne stadig eksisterer, mener Henrik Holmer ikke, at det betyder, at kasernen dermed klarer frisag i fremtiden.

- Vi er stadig udsat til det næste forsvarsforlig, hvornår det end måtte komme. Det er dog betryggende, at man holder liv i kasernen og på den måde også sørger for, at bygningerne ikke forfalder, men vi vil stadig være i farezonen ved det næste forsvarsforlig, siger han.

Lukningerne af kasernen i Sønderborg og Bülows Kaserne i Fredericia finder sted i forbindelse med forhandlingerne om det nye forsvarsforlig, hvor forsvarsudgifterne reduceres med 2,5 milliarder kroner i 2015, med 2,6 milliarder kroner i 2016 og med 2,7 milliarder kroner i 2017.

Det vil føre til 2000 færre stillinger i forsvaret, der i øjeblikket beskæftiger cirka 22.000 mand.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere