Radikale: Kvote 2 giver en klogere befolkning

Uffe Elbæk mener, at udvidelsen af kvote 2-ansøgere harmonerer fint med regeringens SU-reform

Det harmonerer fint, at syv universiteter har fået lov til at optage flere studerende under den såkaldte kvote 2-ordning, selvom regeringen punker de unge til at tage en uddannelse så hurtigt så muligt.

Det mener Radikale Venstres ordfører for videregående uddannelser, Uffe Elbæk (R).

- Man skal se det i et dobbelt perspektiv. Jeg ser det ikke som en modsætning. Jeg ser det, som at det understøtter, at vi samlet set får en klogere befolkning, siger han.

Ifølge metroXpress har syv ud af otte universiteter fået godkendt deres ansøgning om at optage flere studerende under kvote 2 af Uddannelsesministeriet.

Ifølge Venstre harmonerer det ikke med de aktuelle SU-forhandlinger, der handler om at få studerende hurtigere igennem.

- Det er slinger i valsen. På den ene side vil ministeren lave en skrap SU-reform, som gør de unge dygtigere og får dem hurtigere igennem.

- På den anden side øger han kvote 2-optaget, afskærer dem med gode karakterer og motiverer ikke til at begynde hurtigt, siger partiets SU-ordfører Mads Rørvig (V) til avisen.

Uffe Elbæk afviser imidlertid, at regeringen skifter kurs.

- Jeg synes overhovedet ikke, at der slinger i valsen. Vi skal have en mere vidende befolkning, og det gør vi både ved at støtte i bunden og sammen løfte i toppen, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere