Lærerformand raser over Margrethe Vestagers kritik

Det er helt uhørt, at politikere blander sig i overenskomstforhandlingerne, lyder det fra lærernes formand

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Hos Danmarks Lærerforening raser formand Anders Bondo Christensen over, at økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) langer ud efter lærerne midt under overenskomstforhandlingerne.

- Det allermest utrolige er, at Margrethe Vestager klandrer os for, at vi omtaler folkeskolereformen i forhold til de kommende forhandlinger.

- Det er helt paradoksalt, fordi den situation vi står i er i høj grad præget af, at regeringen har bestemt sig for, at deres reform skal finansieres af vores arbejdstidsaftale, siger Anders Bondo Christensen.

Han henviser til, at regeringen selv flere gange har understreget, at en ændring af lærernes arbejdstid er en forudsætning for, at den nye folkeskolereform kan gennemføres.

"Reformen gennemføres ved hjælp af frigjorte ressourcer som følge af dels normalisering af lærernes arbejdstid", står der blandt andet i et notat fra Finansministeriet fra den 18. oktober sidste år.

- På den måde har regeringen markant blandet sig i og lagt spor ud for vores overenskomstforhandlinger, siger Anders Bondo Christensen.

- Igennem et helt år har flere ministre været i medierne omkring vores aftaleforhandlinger og helt ensidigt på den ene parts side. Det har vi aldrig før set, tilføjer han.

På den baggrund kommer det heller ikke bag på Anders Bondo Christensen, at Margrethe Vestager vælger at stå frem i søndagens Berlingske med beskyldningen om, at lærerne skaber myter om den kommende folkeskolereform.

Margrethe Vestager reagerer på, at lærerne udnævner regeringens folkeskolereform til en discountreform.

- Vi gør bare opmærksom på, at den obligatoriske heldagsskole vil komme til at kræve rigtig mange ekstra undervisningstimer. Det betyder mindre tid til at forberede undervisningstimerne og dermed dårligere undervisning til eleverne.

- Regeringen siger, at jo mere lærerne er sammen med elevere, jo mere lærer de, men forskningen viser, det simpelthen ikke passer, siger Anders Bondo Christensen.

Mandag fortsætter lærernes formand overenskomstforhandlingerne, når han mødes i Forligsinstitutionen med KL's topforhandler, Michael Ziegler, der repræsenterer arbejdsgiverne.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere