Thorning lader Mærsk slippe for øget skat i Nordsøen

Olieselskaber får ikke del i regeringens lettelse af selskabsskatten - til gengæld stiger deres skat ikke.

Regeringen har ikke planer om at øge beskatningen af olieindtægterne i Nordsøen.

Det siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ved en teknisk gennemgang af regeringens vækstpakke, der blev præsenteret tirsdag.

- Vi anser 2003-aftalen for at være robust og fremadrettet. Vi har ingen planer om at genforhandle Nordsøaftalen. Der er ikke mulighed for at beskatte yderligere uden at betale kompensation, siger Holger K. Nielsen.

A.P. Møller Mærsk, Shell og Chevron i Dansk Undergrunds Consortium (DUC) har aftalt med regeringen, at de ikke kræver kompensation for, at selskabsskatten ikke gradvis sænkes fra 25 til 22 procent for dem modsat andre virksomheder.

Skatteministeriet konkluderede før regeringens vækstpakke, at selskabsskatten kun kunne sænkes generelt, hvis lempelsen også omfattede selskaberne i DUC, oplyser Holger K. Nielsen

Torsdag fremlægger han og klimaminister Martin Lidegaard (R) regeringens serviceeftersyn af Nordsø-aftalen, som VK-regeringen i 2003 indgik med A.P. Møller Mærsk for DUC.

Aftalen med regeringen tager hensyn til, at selskaberne kan investere i nye arbejdspladser, og regeringen kan styrke konkurrenceevnen, fastslår CEO i Maersk Oil, Jakob Thomasen, i en mail:

- Det er vigtigt for os, at også denne regering nu har bekræftet, at aftalen mellem A.P. Møller-Mærsk og staten er afbalanceret og holdbar.

- Regeringen har fremlagt, at de med konkurrenceplanen ønsker at styrke dansk konkurrenceevne og skabe job, og DUC vil ikke stå i vejen for regeringens initiativ.

- DUC er en meget betydelig bidragyder til den danske selskabsskat og har i dette tilfælde givet afkald på retten til samme selskabsskattenedsættelse som resten af erhvervslivet.

- Det helt afgørende for os i denne sammenhæng er at få arbejdsro og hele regeringens uforbeholdne opbakning til Nordsøaftalen, så vi kan sikre investeringer og arbejdspladser i vores sektor, lyder det fra Jakob Thomasen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere