Det afgørende slagsmål om lærernes arbejdstid er i gang

Topforhandlerne er ikke superoptimistiske i forhold til at få en aftale på plads for skolelærerne

De sidste og afgørende forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for lærerne er i gang mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening i KL's bygning på Islands Brygge.

Forud er gået lange forhandlinger, uden at parterne er kommet hinanden nærmere, og forventningerne er tirsdag mildest talt afdæmpede.

KL's topforhandler, Michael Ziegler, er ikke optimist.

- Jeg er ikke overdreven optimist. Vi har forhandlet i flere måneder og er virkelig ikke kommet grundlæggende nærmere hinanden. Afstanden er enorm, siger han til Ritzau, kort inden han går ind til forhandlingerne..

Omvendt håber Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, fortsat på en aftale. En konflikt vil ramme folkeskolen hårdt:

- Jeg håber på en ny aftale, eller at vi i god ro og orden bliver enige om at føre den nuværende ordning videre, for den fungerer faktisk godt, siger han.

- Troen på, at man kan konflikte sig til noget, der fungerer i den danske folkeskole, det er fuldstændig håbløst. Jeg vil ikke afvise, at regeringen bakker KL op, og de vil tromle os, men det er det værste, der kan ske for folkeskolen, siger han.

Det er arbejdsgivernes krav om, at skolelærer arbejdstid skal omlægges, der er det store stridspunkt. Kravet betyder blandt andet, at lærerne skal bruge en større del af deres arbejdstid på at undervise, mens forberedelsestiden skæres ned.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere