Regeringen sænker væksten i det offentlige forbrug

Regeringen vil i strid med målsætningen i sin egen 2020-plan sænke væksten i det offentlige forbrug

For at betale for blandt andet lavere selskabsskat og genindførelse af boligjobordningen i den kommende konkurrenceevnepakke vil regeringen gøre op med det hidtidige mål for væksten i det offentlige forbrug.

Dermed er S-R-SF-regeringen ude i en ny kovending i forbindelse med konkurrenceevnepakken, som præsenteres tirsdag formiddag.

Regeringen vil i strid med målsætningen i sin egen 2020-plan sænke væksten i det offentlige forbrug fra de 0,8 procent til 0,4 procent i 2014, erfarer TV2 News.

I 2020-planen skriver regeringen:

'Der skal skabes plads til en målrettet vækst i den offentlige service på godt 0,8 procent om året i perioden 2014-20. Dermed kan den årlige ramme for det offentlige forbrug øges med syv milliarder kroner frem mod 2020 i forhold til et forløb uden nye reformer.'

Væksten på 0,4 procent er samtidig markant lavere end det, som Socialdemokraterne og SF lagde op til før valget. I det fælles oplæg 'Fair Løsning 2020' lagde Socialdemokraterne og SF op til at løfte de offentlige budgetter med 1,4 procent fra 2012 til 2015. Dengang lød begrundelsen:

- Det er et nødvendigt løft af de offentlige budgetter, hvis vi skal give stat, regioner og kommuner en reel mulighed for at bidrage til genopretningen af Danmark.

- I centrum for det offentliges indsats vil være mål om bl.a. at nedbringe arbejdsløsheden, forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet, forbedre sundheden, løfte uddannelsesindsatsen og sikre generelle velfærdsforbedringer for alle aldersgrupper. Alt sammen til gavn for konkurrencedygtigheden og den sociale mobilitet, hed det i det fælles S-SF-udspil før valget.

Forud for forhandlingerne har Venstre spillet ud med et ønske om nulvækst, og i forhandlingerne vil Venstre formentlig kæmpe for at få væksten i det offentlige forbrug endnu længere ned end de 0,4 procent i 2014, som regeringen lægger op til.

I årene efter 2014 venter regeringen dog, at væksten vil være højere end 0,4 procent, og ifølge Ritzaus oplysninger vil man derfor ikke lande så langt fra de 0,8 procent set over hele perioden, hvis regeringen får Venstre med på udspillet.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere