Borgmester: Nyttejob får folk til at søge arbejde

Nyttejob får sat skub i kontanthjælpsmodtagernes egen indsats for at komme i arbejde, siger Anna Mee Allerslev

København har ifølge Anna Mee Allerslev brugt nytteaktivering i et lille års tid, men med politikerens egne ord, har kommunen altså 'stort set ikke haft nogen i nytteaktivering'. (Polfoto/Mathias Christensen)
København har ifølge Anna Mee Allerslev brugt nytteaktivering i et lille års tid, men med politikerens egne ord, har kommunen altså 'stort set ikke haft nogen i nytteaktivering'. (Polfoto/Mathias Christensen)

Indfører man såkaldt nytteaktivering for kontanthjælpsmodtagere, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) lørdag har foreslået, vil det formentlig betyde, at flere kontanthjælpsmodtagere i stedet selv søger arbejde.

Sådan lyder det fra beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Anna Mee Allerslev (RV), på baggrund af kommunens egne erfaringer med nytteaktivering af unge under 30.

- Som noget nyt er vi begyndt at bruge nytteaktivering i København, fordi vi kan se, at der er en stærk gruppe af unge, der har en uddannelse eller går og venter på én, men ikke har været motiveret for at komme ud på arbejdsmarkedet, siger hun og fortsætter:

- Vi har kunnet se, at det, at de har fået tilbudt nytteaktivering, har motiveret dem til enten selv at finde et job eller få hjælp af os til at finde et job. Derfor har vi stort set ikke haft nogen i reel nytteaktivering.

Som en del af den kommende kontanthjælpsreform vil regeringen kræve, at man arbejder for sin kontanthjælp.

Arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagerne skal enten finde arbejde i private virksomheder via praktikordninger eller løntilskudsjob eller i kommuner, hvor nytteaktiveringen for eksempel kan være havearbejde eller snerydning.

København har ifølge Anna Mee Allerslev brugt nytteaktivering i et lille års tid, men med politikerens egne ord, har kommunen altså 'stort set ikke haft nogen i nytteaktivering'.

- Det kan virke lidt ironisk, men det er jo faktisk målet ikke at få borgerne i nytteaktivering - men at få dem i job eller uddannelse i stedet, siger hun.

Regeringens forslag er målrettet cirka 40.000 kontanthjælpsmodtagere i den såkaldte Matchgruppe 1. Altså borgere, der er parat til at tage et ordinært arbejde.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere