Kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for pengene

Regeringen vil indføre økonomiske sanktioner for de kontanthjælpsmodtagere, som ikke vil tage et arbejde

Foto Skafte Rumle
Foto Skafte Rumle

De jobklare kontanthjælpsmodtagere skal i fremtiden arbejde for pengene.

Sådan lyder det fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der inden for kort tid fremlægger et samlet udspil til en omfattende kontanthjælpsreform, skriver Jyllands-Posten.

En meget væsentlig del af reformen bliver, at de jobklare kontanthjælpsmodtagere på 30 år og derover bliver sendt ud i arbejde, hvis de ikke efter et halvt år selv har fundet et job.

Samtidig lægger Mette Frederiksen op til, at mange jobsøgnings- og aktiveringskurser skal nedlægges, og at jobcentrene ændrer rolle, så der bliver et mere direkte og tættere samarbejde mellem jobcentre og virksomheder.

- Det har en grundlæggende værdi at arbejde. Vi møder folk med tillid og giver dem i første omgang et halvt år til selv at finde et arbejde. Derefter skal de arbejde for deres kontanthjælp, siger Mette Frederiksen til avisen.

Hun vil med reformen indføre økonomiske sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere, der vægrer sig ved at tage et arbejde.

Kontanthjælpsmodtagerne skal enten finde arbejde i private virksomheder via praktikordninger eller løntilskudsjob eller i kommuner som de såkaldte nyttejob, hvor man for eksempel laver havearbejde, snerydning og så videre mod at få udbetalt kontanthjælp.

Kommunernes forening, KL, LO og Dansk Socialrådgiverforening er positive over for ministerens udspil, men Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener, at forslaget er for tyndt.

- Det er blot mere af det, som vi kender i forvejen, siger administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen, til Jyllands-Posten.

- Hvis man vil undgå, at folk hænger fast i systemet, kommer man ikke uden om en ydelsesreform, så det bedre kan betale sig at være i arbejde eller i uddannelse, tilføjer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere