Uartig socialdemokrat får igen: Du bryder med partiets politik

Kritikken af Mette Frederiksens sygedagpengeudspil fra et sociasldemokratisk regionsrådsmedlem har intet med partiets politik at gøre, lyder modsvaret

Jens Joel (foto: Mathias Christensen, Polfoto)
Jens Joel (foto: Mathias Christensen, Polfoto)

Spørgsmålet om regeringens sygedagpengeudspil er endt i et internt socialdemokratisk slagsmål.

Det er partiets medlem af Hovedstadens regionsråd Maja Holt Højgaard, der har lagt for ved at kalde beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udspil for et 'sygdomslotteri'.

Læs:

Se også: Socialdemokrat i angreb på Mette F: Du har skabt et sygdomslotteri

Læs:

Se også: Mette F. under yderligere beskydning: Du ligger under for lobbyen

Det har fået hendes partifælle på Christiansborg Jens Joel til at gå til modangreb. Ifølge Joel, der er medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg, er Maja Holt Højgaard helt ude af trit med sit partis politik.

- Partiets politik er soleklar. Partiets politik er det, Mette Frederiksen har lagt frem. Hvad andre partimedlemmer så siger, må stå for deres egen regning, siger han til ekstrabladet.dk.

- Så hun har brudt med partilinjen ved at mene det her?

- Det, Maja giver udtryk for, er ikke partiets politik. Partiets politik er det, Mette Frederiksen har lagt frem, konstaterer Jens Joel.

Han kalder kritikken fra regionsrådsmedlemmet for 'fuldstændig forfejlet'.

- Den nuværende situation er et kæmpe lotteri, hvor man kan risikere at være sygemeldt og miste sin forsørgelse. Det gør regeringens forslag op med, og det er Socialdemokraternes politik, at vi vil gøre op med det, siger han.

Uden for skiven
Konkret er Maja Holt Højgaard utilfreds med, at det med Mette F's forslag kun er en særlig gruppe livstruende sygdomme, der giver ret til en forlængelse af sygedagpengeperioden. Medlemmet af regionsrådet peger således på, at der er livstruende sygdomme, der ikke er kommet med på denne liste.

Men det er en urimelig kritik at rette mod beskæftigelsesministeren, mener Jens Joel

- Den diagnoseliste, der konkret bliver angrebet, er ikke noget, vi har siddet og fundet på, men en liste, der baserer sig på en sundhedsfaglig vurdering, siger han og fortsætter:

- Vi kan da sagtens diskutere, om den løbende skal tages op til revision. Men det er fuldstændig uden for skiven at give Mette Frederiksen eller regeringen skylden for, hvordan listen ser ud, for den er ikke lavet af politikere, siger han.

Det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra Mette Frederiksen til sagen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere