Venstre: Vi er åbne for Dong-privatisering

Det er nødvendigt at styrke Dong med nye milliarder. Og det må gerne ske med privat kapital, mener Venstre

Venstre er parat til at gøre et nyt forsøg på at privatisere dele af energiselskabet Dong.

Det siger partiets energiordfører Lars Christian Lilleholt, efter at flere medier beretter, at Dong har bedt staten om en kapitalindsprøjtning på op mod 14 milliarder kroner som et led i en ny strategiplan.

- Det er vi positive over for, hvis det viser sig at være en god forretning for den danske statskasse, og hvis det er sådan, at staten fortsat bevarer kontrollen med selskabet. Det vil sige et ejerskab på mere end 50 procent, siger Lilleholt til Ritzau.

Han understreger dog, at Venstre ikke har lagt sig endeligt fast på, hvordan det statsejede energiselskab skal have udvidet pengetanken.

- Vi kigger på de modeller, som Finansministeriet kommer med. Men vi har en grundlæggende positiv indstilling til at gøre noget.

- Dong Energy er set i en europæisk sammenhæng en meget lille spiller, og skal selskabet have mulighed for at vokse på det europæiske marked og tjene penge hjem til Danmark, så er forudsætningen, at selskabet styrkes, siger Lilleholt.

Venstre-ordføreren afviser samtidig, at det er et tegn på dårlig drift af selskabet, at der nu tilsyneladende er behov for en kapitaltilførsel i milliardklassen.

- Dong har jo været et meget veldrevet selskab i en lang årrække. Men det er klart, at Dong er lige så udfordret som mange andre selskaber i øjeblikket, siger han.

Ifølge TV2 Finans er der planer om at hente de mange milliarder i privat kapital, som enten kan rejses fra pensionsselskaberne eller ved at gå på fondsbørsen.

Der har tidligere været planer om at tilføre penge til energikæmpen i forbindelse med en børsnotering. Men VK-regeringen med daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen droppede planerne i 2008, da finanskrisen rasede.

Staten ejer ifølge Dongs hjemmeside 79,96 procent af Dong, mens den resterende ejerandel er spredt mellem forskellige energiselskaber.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere