EL: Delvis privatisering af Dong er en dårlig idé

Fokus på indtjening kommer til at skygge for klima- og miljøhensyn, hvis Dong privatiseres, advarer EL

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Det statsejede energiselskab Dong har brug for en kapitalindsprøjtning på op mod 14 milliarder kroner som et led i en ny strategiplan, oplyser flere medier.

Men Enhedslisten advarer stærkt regeringen og finansminister Bjarne Corydon (S) mod at hente pengene ind ved en delvis privatisering af Dong.

- Muligheden for at bruge Dong som en central aktør i gennemførelsen af vores klima- og energipolitiske målsætninger ødelægges, hvis man går i tæt samarbejde med privat kapital.

- I stedet sker der en ensidig fokusering på den økonomiske gevinst - uanset de klima- og miljømæssige konsekvenser, siger Enhedslistens gruppeformand og energiordfører, Per Clausen.

Ifølge TV2 Finans har selskabet planer om at rejse privat kapital fra pensionsselskaberne eller ved at gå på fondsbørsen. Men Per Clausen opfordrer regeringen til at tage ved lære af tidligere privatiseringer af statsejede selskaber.

Store negative effekter
- Præcis som i 1990'erne ser det ud til, at en socialdemokratisk ledet regering er i færd med at spille sig nogen muligheder for at bruge statsejede selskaber strategisk af hænde, fordi man satser på kortsigtede økonomiske gevinster.

- Salget af TDC med kobbernettet og Københavns Lufthavn er eksempler på, at dette kan have meget store negative effekter. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at besinde sig, siger han.

Per Clausen peger på, at det ikke vil være noget problem at skaffe den nødvendige kapital direkte eller indirekte fra staten i stedet for at kaste sig ud i et privatiseringsprojekt.

- Det er jo ikke, fordi man ikke kan skaffe penge, at man vil have privat kapital. Det er fordi, man ønsker at privatisere Dong, siger han.

Der har tidligere været planer om at tilføre penge til energikæmpen i forbindelse med en børsnotering. Men VK-regeringen med daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen droppede planerne i 2008, da finanskrisen rasede.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere