Det siger de om regeringens SU-udspil

Regeringens nye SU-udspil til at få de studerende hurtigere gennem studiet får en blandet modtagelse

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) præsenterede tirsdag på et pressemøde regeringens udspil til en ny SU-reform, der skal sikre besparelser til statskassen på to milliarder kroner.

Forslagene til ændringer skaber en del debat.

Morten Østergaard (R), uddannelsesminister:

- De studerende får verdens mest generøse SU.

- Det skal også omsætte sig i, at man rent faktisk er fuldtidsstuderende og automatisk møder op til eksamen.

*

Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører for Enhedslisten:

- Regeringen tager med den her reform penge op af lommerne på de studerende.

- Og vi skal huske på at de studerende i forvejen er en af de grupper, der lever for aller mindst. 5.753 kroner før skat bliver der ikke mange cafébesøg for, når huslejen, buskortet og bøgerne er betalt.

- Og det bliver jo ikke mindre bizart af, at pengene skal bruges til at give skattelettelser til store danske virksomheder, der i forvejen har rekord store overskud.

*

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti:

- Hvis man skærer i SU 'en sådan hist og her og alle vegne i små bider. Vi er betænkelige ved, hvilken effekt det får. Det handler både om besparelser på SU til hjemmeboende og det sjette SU -år.

- Får det nogle til at undlade at tage en uddannelse, og vil nogle så flytte hjemmefra og så er vi lige vidt. Det virkede ikke til, at ministeren kunne svare på det på sit pressemøde

*

Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd:

- Man har tidligere set, at der kan ændres holdninger i den regering, vi arbejder med. Og jeg tror heller ikke, at baglandet i hverken SF eller De Radikale er særlig tilfreds med det her.

- Så det handler om at vise, hvor graverende konsekvenserne kan være, og at vi ikke vil være med til det.

*

Villum Christensen, uddannelsesordfører for Liberal Alliance:

- Der kan være mange gode grunde til en SU-reform, men i lyset af de mange løfter, der er givet om SU'en fra både regeringspartierne og Liberal Alliance, så er det mest rimeligt, at vælgerne får mulighed for at tage stilling, inden reformen træder fuldt i kraft.

*

Lars Goldschmidt, direktør for Dansk Industri (DI):

- Det er rigtigt dyrt samfundsøkonomisk, at Danmark har nogle af verdens ældste kandidater, når de afslutter en videregående uddannelse.

- Regeringens udspil er et opgør med forsinkelseskulturen.

*

Wenche Marit Quist, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Djøf:

- Regeringens udspil til en SU-reform tager desværre ikke fat i en af de primære årsager til, at studerende i dag bliver forsinkede i deres studier.

- Vi ved fra vores undersøgelser, at manglende jobudsigter for nyuddannede får de studerende til at skynde sig langsomt.

- En SU-reform skal derfor ledsages af en langt mere ambitiøs indsats for at få de nyuddannede i arbejde.

*

Jannik Schack Linnemann, uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv:

- Vi er meget tilfredse med, at regeringen tør tage et opgør med SU’en, som intet andet sted i verden er så generøs som i Danmark.

*

Camilla Schwalbe, formand for Socialdemokratisk Ungdom (DSU):

- Det er simpelthen et forkert fokus. Regeringens egen vision er at skabe den bedst uddannede generation nogensinde. Det kræver investeringer i de unge og ikke skattelettelser til erhvervslivet.

*

Anders Primdahl Vistisen, landsformand for DF Ungdom:

- At DSU og SF Ungdom i det hele taget tillader sig at lave et initiativ imod SU-besparelser, er såvel grotesk, hyklerisk som patetisk.

- Det er imidlertid ikke andet en et gennemskueligt spin. Heldigvis er jeg sikker på, at danske studerende er intelligente nok til at gennemskue det åbenlyse dobbeltspil, som de to partier her er ude i.

*

Tina Lambrecht, konstitueret formand for Danske Fysioterapeuter:

- Regeringens SU-reform vil holde mange, der har rundet de 25 år fra at begynde på en uddannelse og gøre det sværere for dem, der begynder at gennemføre.

- Jeg er meget i tvivl om, hvordan det skal gavne det danske samfund.

*

Erik Jylling, formand for Akademikernes Centralorganisation (AC):

- Vi ved, at der er stor forskel på studietiderne på universiteterne. Derfor kan studietidsforsinkelse ikke kun tilskrives langsomme studerende, hvilket regeringen da også synes at anerkende.

- Men djævlen ligger som altid i implementeringen, og her fremstår regeringens udspil mere som hensigtserklæringer.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere