Enhedslisten er chokerede over indgreb i fjumreår

Regeringens ønske om at ændre studerendes mulighed for et fjumreår vil ramme skævt, mener Enhedslisten

Det vil ramme de svage elever, hvis regeringen gennemfører planerne om at fjerne muligheden for et ekstra SU-år for studerende, der venter mere end to år på at tage en videregående uddannelse efter endt ungdomsuddannelse.

Det mener Enhedslistens uddannelsesordfører Rosa Lund, der er chokeret over uddannelsesminister Morten Østergaards (R) udmelding.

- Vi har en fælles ambition med regeringen om, at flere unge skal have en uddannelse, men det spiller på ingen måde sammen med de her forslag. Tværtimod vil det gøre det meget sværere for mange unge mennesker at gennemføre en uddannelse, siger hun.

- Regeringens forslag vil især straffe dem, der i forvejen har svært ved at tage en uddannelse eller ikke er afklarede i deres uddannelsesvalg, hvis de bliver blot en lille smule forsinkede, så mister de SU’en, og så bliver det jo først svært at færdiggøre en uddannelse, siger Rosa Lund.

Ud over en ændring af reglerne for det såkaldte "fjumreår" lægger uddannelsesministeren også op til at halvere antallet af måneder, man som studerende må være forsinket undervejs på uddannelsen. Fremover skal det kun være seks måneder.

- Jeg har meget svært ved at se, hvordan mindre SU skal få studerende hurtigere igennem og jeg tror, at regeringen fejltolker situationen, siger Rosa Lund.

- I Enhedslisten vil vi hellere gøre noget ved de barrierer, der rent faktisk er og herigennem skabe gode betingelser for, at unge mennesker kan blive afklarede på deres uddannelsesvalg og kan gennemføre en uddannelse, siger uddannelsesordføreren.

Også de studerende og flere af regeringspartiernes ungdomsorganisationer er imod planerne, mens Dansk Folkeparti er afventende og Venstre er positive.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere