Thorning om snigmord: Sådan vil jeg aldrig udtrykke mig

Søren Pinds udtalelse om at amerikanske droneangreb er "snigmord" får hård kritik af statsministeren

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, må stå frem og meddele, om Venstre mener, at de amerikanske droneangreb er at sidestille med snigmord.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som langer ud efter Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, for at bruge hårde ord om den amerikanske indsats.

- Jeg ville aldrig udtrykke mig på den måde. Det har vi Socialdemokraterne aldrig gjort, siger Helle Thorning-Schmidt og tilføjer, at droner ikke er et ulovligt våben.

Danmark er kendt som en meget tæt allieret med USA, og særligt under den tidligere VK-regering er forholdet til USA blevet tættere, efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen førte Danmark ind i krigene i Irak og Afghanistan sammen med USA.

Søren Pinds udtalelser har fået kritik fra blandt andre Dansk Folkeparti for at skade forholdet til USA, der bruger dronerne til at slå terrorister ihjel i blandt andet Pakistan.

Droneangrebene er imidlertid blevet kritiseret for muligvis at ramme civile og for at ske uden rettergang.

- Det er ikke op til mig at vurdere den slags. Det er interessant, at Søren Pind bruger så stærke ord, når hans partiformand ikke ønsker at sige, om han er enig eller uenig, siger Helle Thorning-Schmidt.

Dermed udfordrer hun nu direkte Lars Løkke Rasmussen til at tage stilling til, om han er enig med sin udenrigsordfører.

- Det er Venstres udenrigsordfører, der udtaler sig, og så længe hans partiformand ikke har sagt noget, må vi gå ud fra, at det er Venstres holdning, siger Helle Thorning-Schmidt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere