Venstre-spids holder Pind i strakt arm - Løkke helt tavs

Det er meget småt med ordene fra Venstres ledelse i sagen om Søren Pinds 'snigmord'-udmeldinger

Søren Pind får opbakning af ledelsen... uden helt at få opbakning. (Foto: Cathrine Ertmann)
Søren Pind får opbakning af ledelsen... uden helt at få opbakning. (Foto: Cathrine Ertmann)

Efter flere Venstre-medlemmer over for Ekstra Bladet har fortalt, at de mener Søren Pinds sammenligning af droneangreb med snigmord kompromitterer Danmarks forhold til USA, har debatten nu spredt sig til resten af Folketinget.

Både Socialdemokraterne og nu også Dansk Folkeparti på den borgerlige fløj tager skarpt afstand fra Søren Pinds sprogbrug. Espersen kalder Pinds udmeldinger 'dybt foruroligende' og siger:

- Er det her noget, Lars Løkke Rasmussen sanktionerer? Er det her noget, Venstres øvrige ledelse synes er en god start på at forsøge at vælte den røde regering? Det, synes jeg, at vi mangler svar på.

Men netop svar hænger ikke på træerne i Venstres ledelse, hvor ekstrabladet.dk i løbet af mandagen har forsøgt at få en kommentar fra partiformand Lars Løkke Rasmussen. Ind til videre uden held.

Af jp.dk fremgår det imidlertid, at næstformand Kristian Jensen mener, at Pind selvfølgelig har partiet bag sig, når han bruger ordet snigmord.

Så kategorisk udlægger Kristian Jensen dog langt fra teksten, da ekstrabladet.dk forsøger at få en forklaring på, hvad Venstre helt præcist mener.

- Vi kan forstå, at Søren Pind har Venstre bag sig, når han udtaler sig som udenrigsordfører. Men vi skal lige have på plads: Betyder det, at Venstre vitterlig mener, at drone-drab er at betragte som snigmord, som Pind fastholder?

- Jeg er ikke blevet spurgt til andet, end at Søren Pind er partiets udenrigsordfører, og at han udtaler sig på partiets vegne.

- Men er det Venstres politik, at droneangreb kan sidestilles med snigmord?

- Jeg har slet ingen kommentarer til den polemik, I har rejst. Det vil jeg slet ikke gå ind i.

- Vi har jo uden held prøvet at få en kommentar fra Lars Løkke til denne sag. Vi vil jo gerne høre, hvad Venstres ledelse mener?

- Jeg har slet ingen kommentarer til den sag.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere