EL byder regeringen op til forhandling om kontanthjælp

Med 10 forslag til beskæftigelsesministeren vil Enhedslisten sparke gang i en reform af kontanthjælpen

Christian Juhl (Foto: Jens Dresling)
Christian Juhl (Foto: Jens Dresling)

Enhedslisten vil have gang i forhandlingerne med regeringen om en reform af kontanthjælpen. Arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl har derfor sendt 10 forslag til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for at fremme processen.

- Vi har i et halvt år forgæves opfordret regeringen til at åbne forhandlingerne. Vi vil have udskiftet den dyre og meningsløse aktivering med ret til uddannelse eller arbejde, siger Christian Juhl.

Enhedslisten vil også spare på de dyre private aktører, der tjener gode penge på at tilrettelægge aktiveringsforløb af meget svingende kvalitet.

- Problemet er ikke, at mennesker på kontanthjælp er dovne. Problemet er, at de ikke har fået mulighed for et arbejde eller plads på en uddannelse, mener Christian Juhl.

Han vil også have set grundigt på de nuværende regler, som gør livet surt for kontanthjælpsmodtagerne. Enhedslisten vil gerne have de berørte tættere på arbejdspladserne.

- Derfor foreslår vi, at mennesker på kontanthjælp kan tjene op til 2000 kroner uden at blive modregnet i kontanthjælpen. Desuden vil vi have fjernet forpligtelsen til ægtefælleforsørgelse, siger partiets ordfører.

Hvis det sker, vil det for mange familier fjerne tvivlen om, hvorvidt det kan betale sig at tage et arbejde, tilføjer Christian Juhl.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere