I den netop offentliggjorte Dong-rapport fra Rigsrevisionen bliver der sat kritisk fokus på Finansministeriet i den periode, hvor Venstres Claus Hjort Frederiksen var minister.
Rigsrevisionen er således nået frem til:
'Efter aflysningen af børsnoteringen i januar 2008 indtog Finansministeriet som ejer en mere afventende position frem til ultimo 2010. Rigsrevisionen finder, at ministeriet i den sidste del af denne periode ikke levede op til de forventninger, der er til den aktive statslige ejerrolle, henset til de omfattende investeringer, selskabet foretog, og givet de risici, selskabet dermed løb på ejerens vegne.'
Kritikken får dog ikke Claus Hjort til at kaste sig ud i en større bodsgang. Og han vil slet ikke høre tale om, at han skulle have svigtet som minister.
- Det er klart, at som den øverst ansvarlige finansminister, så har jeg selvfølgelig et medansvar. Men jeg vil stadig sige, at rapporten grundlæggende anerkender, at vi har gjort, hvad vi skulle.
- Rapporten siger i bund og grund, at du har svigtet i den periode. Hvordan har du det med det?
- Nej, det siger den ikke, siger Claus Hjort til ekstrabladet.dk.
- Der står, at du har udvist passivitet. Hvordan vil du så udlægge det?
Herefter går Claus Hjort i gang med at læse op fra del af rapporten, der omhandler 'Finansministeriets varetagelse af ejerrollen i DONG Energy'. Her står der bl.a.
'Finansministeriet har i hele perioden varetaget ejerskabet ud fra et princip om, at selskabet så vidt muligt skal drives på kommercielle vilkår.'
- Men der er også passagen, der handler om, at der er blevet udvist passivitet, mens du var minister. Så har du vel et særligt ansvar?
- Hør nu her, siger Claus Hjort og begynder at læse op fra et andet sted i rapporten.
- Der står: 'Finansministeriet levede dermed efter Rigsrevisionens vurdering i en kortere periode ikke fuldt ud op til de forventninger, der gælder for en aktiv statslig ejer af et selskab af DONG Energy’s størrelse og kompleksitet.'
- Det er en mindre kritik, og den må jeg bare tage til efterretning, lyder det sidste ord fra Claus Hjort Frederiksen.