Ritt sår tvivl om Sass' troværdighed:'Der kan jo dukke noget op i Kamp-sag'

Ritt Bjerregaard sår fortsat tvivl om Henrik Sass Larsens troværdighed efter politisk comeback

Ritt Bjerregaard trækker ikke sin kritik af Henrik Sass Larsen i sig. (Foto: Anthon Unger)
Ritt Bjerregaard trækker ikke sin kritik af Henrik Sass Larsen i sig. (Foto: Anthon Unger)

Socialdemokraternes tidligere minister og gruppeformand, Ritt Bjerregaard, var blandt de interne kritikere af Henrik Sass Larsen, da han sidste år blev detroniseret som følge af en hullet sikkerhedsvurdering fra PET.

Og S-koryfæet holder fortsat fast i sin kritik af Henrik Sass Larsen, der altså i dag bliver udnævnt som ny gruppeformand i partiet.

Det fortæller hun til ekstrabladet.dk.

Læs Også:

Related content

Dermed er der fortsat uro omkring Henrik Sass Larsens person i Socialdemokraterne.

- Man kan jo bare sige, at der nu er gået noget tid siden sidst, uden at de har kunne finde nyt på Henrik Sass. På den måde kan han jo bruges som gruppeformand. Men der kan jo dukke noget nyt op i Kamp-sagen, hvor han stadig er involveret, siger Ritt Bjerregaard til ekstrabladet.dk med henvisning til, at Henrik Sass Larsen skal vidne i bedragerisagen mod den tidligere Køge-socialdemokrat, Tommy Kamp, der starter 21. maj.

Læs Også:

Ekstrabladet.dk mødte storsmilende Sass:Du må selv tolke, om jeg er glad

Her skal Henrik Sass bl.a. fortælle, hvordan han og Tommy Kamp kunne bære sig ad med at spise gratis ved det såkaldte A-bord på Cafe Vanilla på Torvet i Køge, mod at indehaverne fik gode bevillingsbetingelser.

Trækker ikke kritik tilbage

Ritt Bjerregaard fortæller til ekstrabladet.dk, at hun godt kan se, hvorfor S-ledelsen efter ni måneder uden nye belastende detaljer kan indsætte Henrik Sass Larsen som gruppeformand.

- Men jeg trækker ikke min kritik tilbage. Jeg bemærker bare, at der nu er gået noget tid - og at der altså fortsat kan dukke noget op i den kommende sag.

Hvad synes du rent politisk om beslutningen at bruge Henrik Sass Larsen som gruppeformand?

- Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg har selv været gruppeformand, og det er en sag for ledelsen og folketingsgruppen at afgøre. Det vil jeg ikke gå ind i, siger Ritt Bjerregaard.

Læs Også:

Ombudsmanden hjælper Sass: Nu kan han også blive minister

Ritt Bjerregaards oprindelige kritik af Henrik Sass Larsen gik på, at hun ikke mente, at Sass havde fortalt hele sandheden ift., hvorfor han ikke kunne godkendes som minister.

Dengang sagde hun bl.a. til Politiken:

- Han (Henrik Sass, red.) skulle have fortalt, hvad han har fået at vide fra PET, og ikke kun en del af det. Det er mit gætteri, at der er mere i den sag. Og det havde været klogere at få det ud med det samme. Men det har så ikke været hans vurdering.

Henrik Sass Larsen bliver officielt valgt som gruppeformand senere i dag.