Sohn efter krak: Danske banker er sunde

Erhvervsminister Ole Sohn har stadig tillid til de danske banker efter Sparekassen Østjyllands fald

Den danske banksektor er blevet et medlem fattigere, efter Sparekassen Østjylland søndag måtte lade sig opsluge af Sparekassen Kronjylland.

Overtagelsen skete via Finansiel Stabilitet, fordi den østjyske bank manglede kapital og ikke kunne fremskaffe den.

Dermed er der reelt tale om endnu et bankkrak i en efterhånden lang række, som startede i sommeren 2008, hvor Roskilde Bank bukkede.

Erhvervsminister Ole Sohn (SF) tager dog situationen med ophøjet ro og udtrykker tillid til den danske banksektor.

- Jeg vil gerne understrege, at det forhold, at en lokal sparekasse kan gå ned, ikke er et udtryk for, at der generelt er problemer blandt danske pengeinstitutter, siger ministeren ifølge en pressemeddelelse.

- Der er i de senere år sket en konsolidering blandt danske sparekasser, som har bidraget til en stærkere sparekassesektor, påpeger han.

Krakket i Østjylland var da også et af de mindre dramatiske, og selv kunder med indskud, der rækker ud over indskydergarantien på 750.000 kroner, vil få alle sine penge med videre.

Til gengæld står 16.000 garanter, der har ladet deres indskud medregne som ansvarlig kapital mod favorable vilkår tilbage som tabere.

- Det er alene den ansvarlige garantkapital og staten, som får tab, konstaterer Ole Sohn.

- Statens tab på den indskudte hybride kernekapital samt tabet på den individuelle statsgaranti i Sparekassen Østjylland vil blive dækket af indtægter under bankpakkerne, hvor der fortsat er overskud, tilføjer han.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere